Fortsæt til indhold

Ørsted-aktien banker ned efter milliardnedskrivning

Det har ikke just været et muntert døgn for det danske energiselskab Ørsted.

Arkivfoto: Jens Dresling
Erhverv
Artiklen opdateres

Natten til onsdag offentliggjorde Ørsted en delårsrapport med ikke så få dystre meldinger - og det har øjensynligt skræmt markedet.

I hvert fald styrtdykker aktien 20 pct. onsdag morgen.

Onsdag eftermiddag efter 5 timers handel er den nede 15 pct.

Delårsrapporten dækker over årets første ni måneder, og viser bl.a. at Ørsted har tabt intet mindre end 19,9 mia. kr. i perioden.

Giganten har i løbet af årets første tre kvartaler omsat for ca. 64,9 mia. kr., hvilket er væsentligt lavere end sidste år.

Samtidig lyder driftsresultatet på 19,4 mia. kr. Det er 23 pct. lavere end samme periode i 2022, men alligevel ikke helt lavt nok til, at ledelsen er utilfreds med det.

»Vi er tilfredse med, hvordan vores driftsaktiver har præsteret i de første ni måneder af 2023, hvilket har drevet en tilfredsstillende udvikling i vores indtjening,« skriver Mads Nipper, koncernchef og adm. direktør, i en kommentar til rapporten.

Ørsted har desuden nedskrevet en række amerikanske projekter for samlet set 28,4 mia. kr. To af hvilke, Ørsted nu nedlægger helt.

Der er tale om projekterne Ocean Wind 1 og Ocean Wind 2.

Nedlæggelsen af projekterne er en del af en større runde besparelser, som Ørsted ligeledes lægger op til i rapporten.

Det voldsomme kursdyk kommer imidlertid ikke som nogen overraskelse. Ørsted-aktien har været dalende siden starten af året og er nu tæt på halveret fra januar.

Og nattens udmeldinger har øjensynligt også smittet af på konkurrenterne. I hvert fald er Vestas-aktien nede med små 3,5 pct. et kvarter efter børsåbning.

Artiklens emner
Ørsted