Fortsæt til indhold

Ny Coop-kæde kaster sig ind i priskampen: Vi skal ramme hverdagskunderne

Supermarkedskæden Coop, der lanceres som led i en forenkling af dagligvarekoncernen, åbner om kort tid testbutikker. Målet for chefen bag er at overraske – men også vinde salg tilbage fra discountkæderne.

Coop Danmark sætter fart i testbutikker for den nye supermarkedskæde med samme navn som koncernen. Arkivfoto: Lars Krabbe
Erhverv

En ny dansk supermarkedskæde skal kapre en større del af danskernes hverdagsindkøb.

Det ved i høj grad at tage del i priskampen over for discountkæderne. På samme tid er målet at holde fast i at tilbyde forbrugerne mere færdiglavet mad og et bredt udvalg af fødevarer.

Sådan siger Allan Kristoffersen, der er koncerndirektør i Coop Danmark og med ansvar i topledelsen for dens supermarkeder. Dermed står han i spidsen for etableringen af en ny kæde under navnet Coop. Den vil ifølge ham formentlig ende med at bestå af 250 supermarkeder skabt af nuværende butikker fra de nuværende kæder Superbrugsen, Irma og Kvickly.

Allan Kristoffersen har torsdag middag under en konference i København arrangeret af Retail Institute Scandinavia lanceret de første og mere præcise detaljer om planerne med kæden, hvor to testbutikker åbner sidst i november.

»Vi skal agere og overraske i et marked, hvor discountkæderne sidder på halvdelen af markedet, og der er kamp om forbrugerne. Coop skal være danskernes foretrukne supermarked som den ubetinget største kæde af sin slags. Derfor er hverdagsmaden i fokus,« siger Allan Kristoffersen. Han fortsætter:

»Vi skal både fastholde de mange supermarkedskunder, som vi har i dag, og også vinde fra discountkæderne. Derfor er pris med discountmatch samt flere egne varer i fokus.«

Coop Danmark, der kom ud af 2022 med et historisk dårligt regnskab og et driftsunderskud på 1 mia. kr., lancerede først på året en ny strategi med forenkling af koncernen. Det betyder, at Coop går fra otte til tre kæder. Fremover skal koncernen bestå af 365discount, Brugsen med lokale butikker samt netop supermarkedskæden Coop.

Samlet har Coop 310 butikker i Superbrugsen, Kvickly og den del af Irma, som endnu ikke er lukket eller omdannet. Ud over koncernens egne butikker drives en del af selvstændige brugsforeninger.

Allan Kristoffersen fastslår, at Coop-kæden formentlig lander på ca. 250. I første omgang rulles de to testbutikker ud ved udgangen af november. Det i østjyske Hinnerup samt Codanhus i hovedstaden.

Han fastslår, at 2024 derefter bliver et testår, mens det store ryk med nye supermarkeder kommer i 2025. Næste år bliver konceptet testet yderligere i 15-20 omdannede butikker, inden udrulningen for alvor sikkert begynder i 2025.

Blandt de helt synlige forandringer i det nye supermarkedskoncept er ændring af logofarve fra rød, som Coop er kendt for, til grøn.

Detailekspert Dorte Wimmer, Retail Institute Scandinavia. PR-foto: Retail Institute Scandinavia

Fra detailekspert Dorte Wimmer, Retail Institute Scandinavia, lyder vurderingen af Coops nye plan:

»Det er en stor og krævende satsning fra Coops side. Intet er let i et sådant marked med at opbygge så stor en supermarkedskæde. Discountkæderne sidder tungt på en stor del af markedet, og der er nok ikke plads til premium-supermarkeder, som kun fokuserer på kvalitet og dermed dyrere varer. Derfor tror jeg, at retningen kan være rigtig for Coop.«

Blandt de nye tiltag, som bygges ind i den nye supermarkedskæde Coop, er bl.a. moderne scan-selv-løsninger til betjente afdelinger, kaldet deli, med stort fokus på nemme madløsninger, ligesom der i supermarkeder vil være egne bagerafdelinger samt bl.a. fokus på frisk fisk, kød, vin og grønt. Til gengæld ændres de nuværende betjente slagterafdelinger til betjente delikatesseafdelinger.

»Kødsalget ændrer sig i disse år, ligesom det er vanskeligt at sikre sig faguddannet personale. I stedet går retningen mod nye delikatesseafdelinger med madløsninger, så det har vi stort fokus på. I det hele taget er vi optaget af at tage imod forbrugerreaktioner. Vores første koncepttanker bygger i høj grad på grundige forbrugerundersøgelser,« fremhæver Allan Kristoffersen.

Han fastslår samtidig, at den første fase i høj grad kommer til at indeholde test af løsninger, som kan blive rettet til igen, hvis de ikke virker.

Allan Kristoffersen er koncerndirektør og del af topledelsen i dagligvarekoncernen Coop Danmark. PR-foto

Allan Kristoffersen understreger, at det afgørende er at vinde salg og markedsandele, så supermarkedet også i hverdagsindkøbet trækker kunder til.

Blandt supermarkederne er Coop-kæden i dyst med Salling Groups Føtex samt Dagrofas Meny. Netop supermarkeder har arbejdet intenst med, at forbrugere ofte har brugt disse til weekenden, hvor der har skullet købes ind til en art ”forkælelse”, mens hverdagsindkøb har været lagt især i discount. Det marked består af kæderne Netto, Rema 1000, Lidl og Coops egen 365.

Hvilket succeskriterium som han og Coop-ledelsen arbejder efter i form af vundne markedsandele og salg, vil Allan Kristoffersen endnu ikke præcisere. Coop-chefen siger:

»Med en samlet omsætning på 25 mia. kr. i vores supermarkeder er vi allerede før forandringerne godt rustet. En udfordring er, at mange kunder har et billede af, at vi er dyrere, end tilfældet er, så derfor er ikke mindst discountmatch og flere egne varer store fokusområder for os.«

Artiklens emner
Detailbranchen
Coop