Fortsæt til indhold

Dom i kæmpe erhvervsskandale: Kapitalfonden FSN Capital får ikke erstattet enormt tab

Den svenske kapitalfond Procuritas og kapitalfonden FSN Capital har i flere år ligget i strid med hinanden. Nu er der faldet dom i millionslagsmålet.

Tidligere direktør Lasse Viegand Hansen blev fyret fra ispindeproducenten Gram Equipment i 2018. Kort efter selskabet var blevet solgt. Arkivfoto : Michael Drost-Hansen
Erhverv

Den svenske kapitalfond Procuritas, der i flere år har været involveret i et juridisk slagsmål efter salget af industri-ikonet Gram Equipment, kan ikke stilles til ansvar for de tab, som selskabets nye ejer, FSN Capital, har haft i forbindelse med købet af millionvirksomheden.

Det viser en dom fra Sø- og Handelsretten fredag.

Afgørelsen betyder, at Procuritas ikke skal betale en krone til modparten i den historiske strid om Kolding-virksomheden.

Parterne røg i totterne på hinanden om, hvorvidt den tidligere Gram-ejer Procuritas snød med regnskabstallene forud for salget til FSN Capital. Hele vejen igennem har Procuritas afvist erstatningskravet, hvilket kapitalfonden nu har fået rettens ord for.

Retsopgøret er et af de mest spektakulære opgør mellem kapitalfonde i Norden og er flere gange blevet beskrevet som en af de større erhvervsskandaler i nyere tid.

»Sø- og Handelsrettens flertal fandt, at de sagsøgte Procuritas-selskaber og de personligt sagsøgte ikke var erstatningsansvarlige over for Kg BidCo (holdingselskab for FSN Capital red.), hvorfor de sagsøgte blev frifundet for Kg BidCos krav om betaling af ca. 87 mio. euro. Svenn Ryberg Hansen og Gram Equipment A/S blev frifundet for friholdelseskrav,« lyder det i dommen.

Hele Gram-retssagen er en kompliceret størrelse og strækker sig over flere år. Retssagen, der drejer sig om et erstatningskrav på 87 mio. euro, svarende til omkring 650 mio. danske kr., har tråde tilbage til salget af det danske industri-ikon Gram Equipment i 2018.

Dengang solgte Procuritas Gram Equipment, der producerer produktionsudstyr til bl.a. isindustrien, til den europæiske kapitalfond FSN Capital for cirka 900 mio. kr.

Gram Equipment havde i årene forinden haft solid vækst, men da FSN Capital overtog virksomheden, væltede skeletterne ud af skabet.

En voldgiftsret konkluderede efterfølgende, at regnskaberne var sminkede, og gav FSN medhold i, at den skulle have en kæmpe erstatning på 87 mio. euro.

Problemet var bare, at Procuritas-selskabet, Green Magnum i Luxembourg, der havde solgt Gram, ikke længere havde nogen penge, og derfor lagde FSN sag an ved domstolene med krav om, at Procuritas som virksomhed skulle hæfte for gælden til FSN Capital.

Ifølge Nicolai Norrbom, partner hos FSN Capital Partners, viser dommen, at kapitalfonden var »offer for svig og bevidst vildledning« i forbindelse med købet af Kolding-virksomheden. Alligevel er selskabet utilfreds med dommen, som FSN vil anke.

»Vi er tilfredse med, at Sø- og Handelsretten er enige med os i, at Gram Equipment blev solgt af Procuritas på baggrund af bevidst manipulerede og svigagtige regnskaber. Vi er dog på samme tid overraskede og skuffede over Sø- og Handelsrettens beslutning om at lade Procuritas beholde de penge, de har tjent på en svigagtig transaktion. Det mener vi ikke er i overensstemmelse med dansk ret og vil derfor anke dommen. Vi noterer os endvidere, at to ud af fem dommere ville dømme Procuritas til at betale erstatning,« skriver han i en kommentar.

Også Grams tidligere ledelse, adm. direktør Lasse Viegand Hansen og finansdirektør Jens Nørgaard Andresen, samt to medarbejdere fra Procuritas var stævnet.

Dommen er afsagt med dissens.

Flertallet af dommerne er enige om, at den tidligere ledelse har handlet ansvarspådragende ved at have gennemført »grov manipulation af regnskabstal over en længere periode med det formål at få Gram Equipments regnskabstal til at fremstå væsentligt bedre, end de reelt var, over for købere af Gram Equipment«.

Dermed bliver de også erstatningsansvarlige for FSN’s tab.

Men FSN har tidligere fået udbetalt 50 mio. euro fra sit forsikringsselskab som følge af sagen, og ifølge retten er denne udbetaling tilstrækkelig til at dække kapitalfondens tab.

»Jeg har altid haft tillid til Gram Equipment som en velfungerende virksomhed, og at den havde en god værdi på salgstidspunktet, uanset hvad FSN Capital har sagt,« siger Lasse Viegand Hansen.

Tidligere finansdirektør Jens Nørgaard Andresen har ingen kommentarer.

Lasse Viegand Hansen ønsker på nuværende tidspunkt ikke at forholde sig til den tidligere ledelses ansvar i sagen, da han endnu ikke har læst den mange sider lange dom.

»For mig at se er det her en klar frifindelse. Der er foregået et køb og salg mellem to professionelle kapitalfonde, hvor køber har været vidende om de risici, der var ved at købe Gram Equipment. Sælger har givet den information, der var nødvendig,« siger den tidligere Gram-direktør.

Flertallet konkluderer om de to Procuritas-folk, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at de har været vidende om, hvad der foregik, hvorfor de ikke kan stilles til ansvar.

Dermed kan Procuritas som kapitalfond heller ikke gøres erstatningsansvarlige.

Et mindretal af dommerne, to af fem, mente omvendt, at de to Procuritas-folk »forsætligt medvirkede til at vildlede FSN Capital«.

Procuritas’ pressechef, Anders Andrén, oplyser i en skriftlig udtalelse:

»Igennem hele processen har vi fastholdt, at dette en er uheldig situation for alle involverede parter. Set fra vores stol var dette en transaktion, som fulgte sædvanlige procedurer, og der er ikke begået noget forkert fra hverken Procuritas eller ansatte. Vi er glade for, at retten deler vores synspunkt.«

Lasse Vigand Hansen er for nylig blevet erklæret personlig konkurs som følge af en gæld på 3,3 mio. kr. Ifølge dommen er den tidligere direktør ligeledes frifundet.

Sagen har verseret hos Sø- og Handelsretten i 3,5 år og rummer mere end 27.000 siders dokumenter.

Det komplekse retsopgør har kørt over 37 retsdage. Holdingselskabet bag FSN Capital skal betale sagens omkostninger på 4,5 mio. kr. Samtidig skal selskabet ifølge dommen betale i alt omkring 17 mio. kr. til Procuritas Capital Investors IV GP Limited og 8,1 mio. kr. til den tidligere direktør, Lasse Viegand Hansen.

Gram Equipment har rødder tilbage til 1901 og blev stiftet af Hans Gram i Vojens.

Efterfølgende voksede selskabet til en global industrikoncern med forskellige divisioner inden for køle- og fryseteknologi.

Artiklens emner
FSN Capital
Procuritas