Verdens dyreste whisky bliver sat til salg
En helt særlig og sjælden flaske Macallan-whisky forventes at indbringe mange millioner, når den snart kommer på auktion.
Der skal i dén grad trækkes knaster op af lommen, hvis man vil have fingrene i en helt særlig flaske whisky, som snart bliver sat til salg.
Whiskyen, en Macallan Valerio Adami fra 1926, kommer på auktion hos auktionshuset Sotheby’s i midten af november og forventes at indbringe et pænt millionbeløb.
Mere præcist mellem 6,4 mio. kr. og 10,2 mio. kr.
Det skriver erhvervsmediet Forbes.
Flasken er en ud af kun 40 flasker, der blev fyldt i 1986, efter whiskyen havde ligget på tønde i 60 år. Flaskerne var på intet tidspunkt tiltænkt alment salg, men derimod som gaver til prestigekunder af Macallan-destilleriet.
Nu - mere end 30 år senere - er flaskerne imidlertid begyndt at dukke op på auktioner rundt om i verden. Og hver gang, der er blevet solgt en flaske, har salget slået auktionsrekord.
I 2019 solgte Sotheby’s en af de sjældne whiskyflasker til mere end 10,2 mio. kr. på auktion.
Om denne, der inden længe bliver tilgængelig for købelystne auktionsgæster, kan indbringe lige så meget, vil tiden vise. Der er nemlig lidt andre økonomiske boller på suppen i år sammenlignet med tidligere år.
»Det er måske det mest interessante tidspunkt, hvor vi sælger en luksuswhisky i en periode præget af finansiel tumult,« forklarer Nate Gana, der er sprutekspert og -influencer, i et interview med Forbes.
»Alle tidligere Macallans fra den tid har absolut hevet meget gode penge ind - og med god grund - men ingen af dem blev solgt under finansiel trængsel.«

