Flere af landets rigeste går ind i boligsatsning
Thylander Gruppen har rejst 3 mia. kr. til en ny fond, der skal udvikle lejeboliger i København.
Ejendomsselskabet Thylander Gruppen har fået en række milliardærfamilier med i en ny satsning.
For nylig kunne Thylander Gruppen nemlig offentliggøre, at selskabet havde rejst 3 mia. kr. til en ny fond ved navn Build-for-Life. Thylander afslørede ikke, hvor pengene kom fra, udover at det var fra fonde og familiekontorer.
Nye oplysninger fra cvr-registeret viser dog, at det ikke er hvem som helst, der har investeret i Thylanders Build-for-Life.
Her er nogle af investorerne i Build-for-Life:
- Aage og Johanne Louis-Hansens Fond - styret af Danmarks rigeste enkeltperson, Niels Peter Louis-Hansen
- Selfinvest - ejet af landets sjetterigeste familie, Østergaard-Nielsen fra Fyn
- Francis Family Fund - ejet af én af stifterne og milliardærerne bag Unity, Nicholas Francis
- Sagitta Investments - ejet af Tais Clausen, som er blevet milliardær på 3Shape
- John Hartz og Simon Turner - stiftere af den britiske kapitalfond Inflexion
- Industriens Fond
Målet med Build-for-Life er at bygge lejeboliger i København, der adskiller sig fra »de generiske boligbyggerier«, som der har været i Danmark de seneste år, skriver Thylander i en pressemeddelelse.
Adskillelsen skal ses gennem arkitekturen og materialevalget i de kommende boliger.
»I lyset af den nuværende markedssituation er vi glade for at have modtaget betydelig opbakning til denne nye fond, som forventes at gavne både vores investorer og de familier, der vil bo i disse kvalitetsejendomme i Storkøbenhavn,« siger Lars Thylander, stifter af Thylander, i pressemeddelelsen.
Det fremgår endnu ikke, hvor henne og hvor mange boliger der bliver opført under Build-for-Life. Kun at pengene fra fonden skal bruges på mellem 6 og 10 boligprojekter i alt.
Målet er, at CO2-udledningen fra byggeriet skal være 30 pct. under kravene fra de nuværende byggestandarder.
»Det er et krav, vi planlægger at stramme løbende i de kommende år uden at gå på kompromis med fondens kommercielle resultater,« siger Jarl Greve, partner i Thylander, i pressemeddelelsen.
Thylander Gruppen har år efter år større tocifrede millionoverskud. Koncernen har aktiver for omkring 11 mia. kr. under forvaltning.

