Fortsæt til indhold

Efter konkurs: Kuratorer forventer ikke en krone til skandaleramt stutteris kreditorer

En foreløbig opgørelse af værdier i det skandaleramte Viegård Stutteri varsler dårligt nyt til dem, stutteriet og dets ejer skylder penge.

Ved en større politiaktion gravede politiet 50 døde heste op omkring Viegård Stutteri i august. Foto: Emilie Toldam Futtrup
Erhverv

For godt tre uger siden gik Viegård Stutteri og dets ejer John Byrialsen konkurs.

Nu er der dårligt nyt til dem, der har penge til gode hos stutteriet eller dets ejer.

Kuratorerne i konkursboerne har indsendt en foreløbig opgørelse over værdier og gæld hos John Byrialsen og stutteriet.

Her lyder forventningen, at kreditorerne ikke kommer til at se en krone af deres penge.

»På baggrund af de foreløbige oplysninger om aktiver og passiver forventer vi ikke, at der vil blive udbetalt dividende til konkursboets kreditorer,« lyder det i opgørelsen, der er sendt til Skifteretten i Viborg.

Konkursen kom efter en hektisk sommer på stutteriet, der har været hjemsted for ophedede demonstrationer med voldelige udfald, efter politiet fandt 50 hestekadavere gravet ned på stutteriets grund.

Begæringen om konkurs kom fra milliardvirksomheden Euro Steel 1988, som er en del af et midtjysk familiekonglomerat baseret på salg af stål til bl.a. markante byggerier herhjemme og i udlandet.

Finans har tidligere beskrevet, at Euro Steel 1988, der ejes af milliardær Morten Kristoffer Larsen, har ydet lån i millionklassen til stutteriets ejer og hans nuværende kone – senest i august. Samtidig har milliardvirksomheden opkøbt store dele af stutteriets bygninger og jord.

Det er sket til trods for, at stutteriet har haft rod i regnskaberne, der har ført til talrige revisorbemærkninger og overtrædelser af årsregnskabsloven og momslovgivningen.

Af konkursbegæringen fremgik det dog, at Euro Steel 1988 havde mistet tilliden til John Byrialsen og hans stutteri, der havde gæld til stålvirksomheden for 17,3 mio. kr.

Samlet set skylder John Byrialsen og Viegård Stutteri foreløbigt for 28,2 mio. kr. i usikrede krav. Hertil kan lægges et lønkrav på 132.000 kr.

Kuratorerne bemærker derudover, at der i opgørelsen af konkursboet hersker »tvivl« om hestenes ejerforhold, ligesom flere af hestene mangler ejerbeviser og såkaldte hestepas.

Aktindsigter, Finans har fået, viser, at stutteriet flere gange har fået anmærkninger ved Fødevarestyrelsens tilsynsbesøg – årsagen er netop manglende registreringer af hestene, ligesom Fødevarestyrelsen fandt pas til heste, der ikke fandtes på stutteriet.

Samtidig har kuratorerne fået såkaldte seperatistkrav »på en stor del af hestene«. Det betyder at en stor del af hestene kan være ejet af andre end John Byrialsen og hans stutteri.

Ifølge konkursbegæringen var Euro Steel 1988’s opfattelse ellers, at der var store værdier i hestene.

Stålvirksomhedens advokat skrev i konkursbegæringen, at der var »tale om heste, der prismæssigt svinger fra det oplyste EUR 2.000 til EUR 400.0000, måske endda endnu mere pr. stk.«

Udover hestene er en række andre aktiver opgjort såsom hestetrailere og fem biler. Kuratorerne afventer salg af aktiverne, før de kan opgøre den endelige værdi.

Artiklens emner
Konkurser
Dyremishandling