Fortsæt til indhold

Har ejendomme for milliarder: Danmarks rigeste tjener igen penge

Niels Louis-Hansen er anden generation i medicovirksomheden Coloplast.

Niels Peter Louis-Hansen, storaktionær i Coloplast, er Danmarks rigeste. PR-foto: Coloplast
Erhverv

Efter et historisk stort tab har den danske milliardær Niels Louis-Hansen vendt skuden.

Coloplast-arvingen er god for milliarder og har gennem flere år hevet enorme pengesummer hjem gennem sit personlige selskab N.P. Louis-Hansen ApS.

I 2021/2022 måtte han dog se formuen skrumpe og inkassere et tab på over 9 mia. kr. Det er det største tab i nyere tid.

Nu viser et nyt regnskab, at den danske erhvervsmand igen tjener penge.

Udover at eje andele i sundhedsvirksomheden Coloplast, som Niels Louis-Hansens far grundlagde i 1957, ejer han også en mindre del af medicanalvirksomheden Ambu og flere centralt beliggende erhvervsejendomme i London. Det har sikret Coloplast-milliardæren et overskud på 272,9 mio. kr. efter skat i 2022/2023.

Kontorejendommene har kun få gange tidligere været nævnt i milliardærens regnskaber. Selvom værdierne af dem i seneste regnskab er gået tilbage, råder Niels Louis-Hansen nu over investeringsejendomme for i alt 1,1 mia. kr.

Det er en fremgang på knap 390 mio. kr. sammenholdt med samme periode året inden.

Finans har forsøgt at få en kommentar til regnskabet fra Niels Louis-Hansen. Det har endnu ikke været muligt.

Det fremgår dog, at Niels Louis-Hansen ejer de britiske ejendommene gennem datterselskaber, og at de er placeret på centrale placeringer i London.

Ledelsen gør det klart, at de kommende resultater »i særlig grad« er følsomme overfor udviklingen på både de finansielle markeder og ejendomsmarkedet i den britiske hovedstad. Det vil altså sige, at ejendommene spiller en væsentlig rolle for, om N.P. Louis-Hansen ApS lander et positivt resultat i næste regnskab, som ledelsen forventer.

Niels Louis-Hansen er kendt for at holde sig for sig selv. Han optræder sjældent i medierne.

Ifølge Bloomberg er han Danmarks rigeste enkeltperson med en anslået formue på 6,36 mia. dollars. Det svarer til over 44 mia. danske kr.

Den danske milliardær er blandt de største aktionærer i familievirksomheden Coloplast. Selskabet producerer medicinsk udstyr og hjælper bl.a. mennesker ramt af tarmkræft, invaliderende sår eller ufrivillig vandladning.

Udover Niels Louis-Hansen er selskabet ejet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, opkaldt efter Niels Peter Louis-Hansens forældre, og andre familiemedlemmer.

Artiklens emner
Coloplast