Fortsæt til indhold

Næsten halvdelen af danskerne vil arbejde mindre

Mens regeringens ønske klart lyder, at danskerne skal arbejde mere, viser tal, at knap halvdelen af danskerne vil det modsatte.

Tal viser, at næsten halvdelen af danske lønmodtagere vil det modsatte af statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Jens Dresling
Erhverv

Statsminister Mette Frederiksen (S) var klar i spyttet tidligere på året, hvor hun deltog til en konference om dansk erhvervsliv.

»Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner,« lød det fra statsministeren.

Og det generelle budskab fra SVM-regeringen til de danske lønmodtagere er klart: Arbejd mere.

Men en undersøgelse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea viser, at knap halvdelen af danskerne ønsker at gøre det stik modsatte.

Ifølge undersøgelsen vil 48 pct. af danskerne gå ned i arbejdstid, også selvom det vil koste dem lønkroner.

De lønmodtagere, der vil gå ned i tid, ønsker i gennemsnit at skære 4,3 timer af arbejdsugen på trods af, at det vil betyde en »mærkbar nedgang i realløn« over de næste fem år.

Det viser undersøgelsen fra Cevea, der er foretager på tværs af køn, alder, uddannelsestrin og brancher.

»En virkelig stor andel af danskerne ønsker at arbejde mindre, hvilket naturligvis er interessant i forhold til regeringens ønske om, at vi bør arbejde mere«, siger senioranalytiker Magnus Thorn Jensen fra Cevea til Politiken.

Ifølge undersøgelsen er der dog stadig – selv om det er snævert – et flertal af danskerne, der ikke vil arbejde mindre på bekostning af lønnen. Om de vil arbejde mere, viser undersøgelsen ikke.

Men af de danske lønmodtagere mener 58 pct., at de ville kunne udføre den samme mængde arbejde som før, hvis de fik skåret to timer af deres arbejdsuge.

Skærer man hypotetisk fire timer af arbejdsugen, mener halvdelen af lønmodtagerne, at de ville kunne nå at udføre samme mængde arbejde, mens 44 pct. af lønmodtagerne mener, at de vil kunne udføre samme mængde arbejde, hvis man skar syv timer af arbejdsugen.

Artiklens emner
Arbejdsmarked
Cevea