Danskers bilfirma i aktienedtur
Fisker-aktien har haft det svært i 2023.
Elbilfirmaet Fisker Inc., der er skabt og drevet af danske Henrik Fisker, fik aktietæsk i de sene aftentimer mandag.
Fisker-aktien faldt nemlig med over 14 pct. i eftermarkedet - altså handlen med aktier efter børsens lukketid.
Aktiefaldet kom, efter at Fisker præsenterede sit regnskab for årets tredje kvartal.
Selvom omsætningen steg kraftigt, var den langt under markedet og analytikernes forventninger. Ligesom Fisker kom ud med et større underskud, end markedet havde forventet. Det skriver Marketwatch.
Straffen kom prompte fra aktiemarkedet, der sendte kursen på Fisker-aktien ned i eftermarkedet.
I forvejen var Fisker-aktien næsten blevet halveret i 2023. Især den seneste måned har været hård med et aktiefald på 34 pct.
Henrik Fisker kaldte selv tredje kvartal for »betydningsfuldt«, da han satte nogle ord på perioden i forbindelse med regnskabsfremlæggelsen.
»Vi skalerer hurtigt vores leveringsinfrastruktur for at understøtte endnu større leveringsvolumener af vores førende produkt til vores loyale kunder. Vi opnår momentum og leverede flere enheder i oktober end i hele tredje kvartal,« sagde han mandag i en fondsbørsmeddelelse.
Fisker leverede lige knap 1.100 biler i tredje kvartal. I oktober blev der leveret 1.200 biler.
Omsætningen for kvartalet landede på 71,8 mio. dollars. Underskuddet lød på 91 mio. dollars.
For lidt over en måned siden kunne Fisker fortælle, at den havde hentet lidt over 1 mia. kr. i frisk kapital fra en hemmelig investor. Penge der faldt på et tørt sted efter en række store underskud.
Markedet for elbiler har i år set store prisfald, og dette spil gik Fisker for nylig med på.
Fisker annoncerede i oktober en signifikant prisreduktion på sin flagskibsmodel, Fisker Ocean Extreme: Prisen blev reduceret med intet mindre end 77.912 kr. Den nye pris var 529.000 kr.
»Det er vigtigt, at Fisker reagerer på konkurrenceforholdene på det hurtigt voksende marked for elbiler,« sagde Henrik Fisker.

