Scandinavian Energy Contractor går konkurs
Efter blot to år har det danske selskab allerede skrabet sig en større milliongæld sammen.
Den danske entreprenørvirksomhed Scandinavian Energy Contractor, som bygger kraftværker i hele verden, er gået konkurs.
Det sker kun lidt over to år efter, at selskabet er blevet oprettet.
Årsagen er en misligholdt gæld på et tocifret millionbeløb til en britisk kreditor, forklarer kurator Nicolai Dyhr, der er partner ved advokatselskabet Horten.
Det er også långiveren, der har begæret det danske selskab konkurs.
»Der er ikke længere likviditet til at finansiere de projekter, man havde planlagt. Man har været involveret i nogle større projekter og brændt en masse penge af på dem uden de er blevet til noget,« forklarer han og tilføjer:
»Noget af det, der kendetegner de store energiprojekter her er netop, at de er meget omkostningstunge.«
Scandinavian Energy Contractor, der har hovedsæde i Allerød på Sjælland, har ca. 50 medarbejdere, der alle er blevet hjemsendt og suspenderet som følge af konkursen.
»Det er altså ikke nogen lille virksomhed. Og derfor er det også pudsigt at selskabet ikke har haft kreditfaciliteter i banken. Et selskab af denne størrelse vil som regel have kassekredit eller lignende,« undrer Nicolai Dyhr sig.
Planen nu er at forsøge at finde købere til aktiverne i selskabet.
Scandinavian Energy Contractor er født ud af en af verdens største entreprenørvirksomheder inden for kraftværker - nemlig Burmeister & Wain Scandinavian Contractor.
Selskabet er delvist ejet af danske Jan Nilsson og Jan Kristoffersen, som ligeledes sidder i direktionen, men har britisk hovedaktionær.


