Fortsæt til indhold

Underskud og fyringer: Ny satsning på hovedtelefoner skal redde Sonos fra dårlig økonomi

Efter mange års fremgang går det nu tilbage for Sonos, der er kendt for højtalere til hjemmet. Nu vil selskabet også satse på hovedtelefoner for at få nye kunder.

Sådan kender vi Sonos - nu vil selskabet også lave hovedtelefoner. Foto: John Brecher/Washington Post
Erhverv

Der står Sonos-højttalere i mange danske hjem. Og havde man først købt en til stuen, var det oplagt at fortsætte med køkkenet, børneværelset og måske badeværelset.

På den måde har det amerikanske selskab bag de trådløse højttalere i mange år haft fremgang. Men nu er det vendt. I det netop aflagte årsregnskab, der går fra oktober til september, byder Sonos på en faldende omsætning og et – lille – underskud.

Det betyder nye fyringer hos Sonos, som allerede i juni måtte skille sig af med seks procent af medarbejderstaben, rapporterer Bloomberg. Ifølge en intern udmelding hos Sonos handler den nye fyringsrunde ikke om besparelser, men om en reorganisering og et skift i produktstrategi.

Den nye produktstrategi handler især om, at Sonos vil satse på at sælge hovedtelefoner også, udover de mere stationære højttalere til hjemmet. Den plan har selskabet arbejdet på i fire år, men det er endnu uvist, hvornår første nye produkt i den kategori kommer på markedet.

Sonos nød godt af den store interesse for elektronik til hjemmet, da corona-pandemien ramte, og vi skulle være meget mere hjemme. Men nu er der generel nedgang i salget i den kategori, og lysten til at opgradere et sæt gamle Sonos-højttalere er blevet mindre.

Ved at gå ind på markedet for hovedtelefoner håber Sonos på at kunne løfte omsætningen, der gik seks procent tilbage i seneste regnskabsår. Topchef Patrick Spence fortalte i forbindelse med regnskabet, at et nyt produkt vil blive lanceret de kommende måneder, uden at fortælle præcist, hvad det drejer sig om.

Det er i en ny multi-milliard-dollar produktkategori, som med det samme vil skabe ny omsætning, fortalte han. Forventningen er at sælge for over 700 mio. kr. alene i dette kalenderår. Det skal set i forhold til omsætningen i seneste regnskabsår på 11,4 mia. kr. - og underskuddet på 71 mio. kr.

I Danmark er Bang & Olufsen en direkte konkurrent til Sonos, især på hovedtelefoner. Her har der også været bølgegang, med op- og nedture de seneste år, da markedet for den slags elektronik i dag er fyldt med konkurrence.

Artiklens emner
It-industrien
Sonos