Nu ruller lavinen: Svenske fagforeninger rammer Tesla på alle fronter
Først gik svenske Tesla-mekanikere i strejke. Nu begynder sympatistrejkerne, så Tesla ikke kan få leveret biler ind i Sverige – eller få leveret post.
Der er lagt op til en arbejdskamp af dimensioner i Sverige. I det ene ringhjørne står Tesla og Elon Musk, og i det andet den svenske fagforening IF Metall. Siden den 27. oktober har Teslas mekanikere i Sverige nemlig strejket, men nu begynder støtten at ankomme fra en række andre fagforeninger. Det skriver Bloomberg.
Den 7. november begyndte fragtfolkene i fire store svenske havne at lade al fragt fra Tesla stå, og fra i dag den 17. november har den sympatistrejke bredt sig til alle svenske havne. Tesla kan dermed nu ikke få en eneste ny bil ind i Sverige ad vandvejen. I dag stopper også alle reparationer af Supercharger-netværket, så Tesla-ejerne med tiden får sværere ved at finde en oplader undervejs, og i næste uge vil Tesla-værkstederne ikke få leveret reservedele.
Dermed kan det efterhånden blive bøvlet at være Tesla-ejer i Sverige, og det bliver også langt sværere og dyrere for Tesla at få nye biler leveret. Sympatistrejkerne breder sig, og fra den 21. november vil Teslas afdelinger i Sverige heller ikke få leveret post.
Fagforeningerne er utilfredse med, at Tesla ikke vil indgå overenskomst. Men den kamp kan komme til at trække ud, for Elon Musk er kendt for at være stærkt imod alle tiltag i retning af organiseret arbejdskraft.
Han har tidligere valgt at begynde at producere biler i Texas, i stedet for at udvide fabrikken i Californien, fordi han var utilfreds med Californiens regulering og kritik af Tesla-fabrikkens arbejdsmiljøforhold.
En mulighed er derfor, at han truer med at trække Tesla ud af Sverige. Men Sverige er trods sin lille størrelse i global sammenhæng ikke en lille parentes hos Tesla. De elbilsglade svenskere udgør faktisk det femte-største marked i Europa for Tesla.
Fagforeninger har i Sverige en stor betydning på arbejdsmarkedet, ligesom i Danmark, og bruger samme model, hvor arbejdsgivere og fagforeninger forhandler sig frem til en overenskomst. Graden af organisering er også stort set den samme på begge sider af Øresund.
At Tesla nægter at tegne overenskomst bliver derfor set som en trussel imod den ’svenske model’. De svenske fagforeninger har tidligere med succes fået store, amerikanske koncerner til at rette ind, for eksempel da Toys’R’Us ankom i Sverige i 1995 og bøjede sig for kravet om en overenskomst efter tre måneders strejke.
Den store kamp mellem Elon Musk og den svenske fagbevægelse bliver også fulgt tæt i Tyskland, hvor Tesla har en stor fabrik udenfor Berlin.
Her har den tyske fagforening IG Metall kæmpet for at få en overenskomst på plads, uden held. I Tyskland er der ikke samme muligheder for lovlige sympatistrejker som i Sverige, og derfor har fagforeningen der ikke samme, hårdtslående værktøjer. Til gengæld har den svenske fagforening for metalarbejdere meldt ud, at de gerne vil sympatistrejke med tyskerne på et svensk aluminiumsværk, der leverer råvarer til Teslas fabrik i Tyskland, måtte det blive aktuelt.
I Danmark har det seneste eksempel på en tilsvarende kamp stået imellem Ryanair og fagbevægelsen. Da det irske lavprisselskab i 2015 etablerede en base i Københavns Lufthavn, truede fagforeningerne med en blokade fra supportfunktionerne i lufthavnen, som i praksis ville gøre det umuligt at operere derfra. Ryanair nægtede først at tegne overenskomst og flyttede derfor basen ud af Danmark igen, men etablerede sig i Billund i 2021 og tegnede overenskomst i januar i år.

