Fortsæt til indhold

Volvos kinesiske ejer prøvede at banke kursen op – i stedet faldt den 11 pct.

Kinesiske Geely prøver at komme af med ejerandele i Volvo, men det var ikke muligt til fuld pris. Nu falder Volvo-aktien til sit laveste nogensinde.

Volvos store satsning er de to elbiler EX30 og EX90. Men den store af dem - EX90 - er nu blevet forsinket. Foto: PR
Erhverv

Drømmer du om at blive medejer af det ikoniske svenske bilmærke Volvo, så er prisen nu helt i bund.

Aktien er nemlig faldet over 11 pct. fredag, og kursen er dermed den laveste nogensinde siden børsnoteringen i november 2021. Kursen toppede i starten af 2022 på over 90 svenske kroner, men er nu røget ned i 36,29 svenske kr.

Dermed er den samlede markedsværdi for Volvo nu på 108 mia. svenske kr., altså 70 mia. danske kr.

Faldet i Volvos aktiekurs skete, fordi hovedejeren Geely er begyndt at sælge ud. Den store, kinesiske koncern sænkede sin ejerandel fra omkring 83 til 79 pct. i sit første salg af aktier siden børsnoteringen. Men det stod hurtigt klart, at Geely ikke havde fået fuld pris for sine aktier. De blev solgt med en rabat på knap 10 pct. i forhold til aktiekursen torsdag – og det reagerede markedet på med det samme. Det skriver CNN.

Salget af de 100 mio. Volvo-aktier skete ifølge Geely, fordi der er for få omsættelige aktier på markedet. Ved at sælge fra, kommer der mere gang i aktien, og tanken var så, at aktiekursen med tiden ville stige. Men i første omgang gav den strategi altså ret meget bagslag.

Geely købte Volvo i 2010, da den dengang selvstændige svenske bilproducent var i økonomisk krise. Det var i samme periode, at bil-divisionen af svenske SAAB gik konkurs.

Volvo begyndte tidligere end andre, traditionelle bilproducenter at satse på elbiler og hybridbiler, og i 2021 valgte Geely at sende Volvo på børsen. Det skete ifølge Wall Street Journal på et tidspunkt, hvor hypen omkring elbiler var massiv og selv helt nye virksomheder som Rivian kunne blive over 700 milliarder kr. værd fra den ene dag til den anden.

Men siden er markedet kølet kraftigt ned, og Volvos aktiekurs er faldet med 60 pct., siden den toppede i januar 2022.

Volvo er kendt for store, sikre, fornuftige, men også luksuriøse biler i den høje prisklasse. Den position har Volvo nu valgt at ændre på med lanceringen af elbilen EX30, en lille bil, som bliver en af de billigste elbiler i sin klasse, og som bliver produceret i Kina.

Fremtiden for Volvo afhænger i høj grad af modtagelsen af de kommende elbiler, men den store model, EX90, er blevet forsinket. Problemer med softwaren har udskudt produktionen af bilen fra i år til engang forbi midten af 2024.

Samtidig har hele markedet for elbiler generelt været sløvere end forventet hos bilproducenterne. Det har ført til en ophobning af usolgte biler, prisfald og bilfabrikker, der ikke kører på fuld kapacitet.

Artiklens emner
Bilbranchen
Volvo