Ikea tidobler priserne på udvalgte varer til black friday
Flere virksomheder markerer black friday på deres egen måde. For en kort bemærkning hæver Ikea f.eks. priserne betragteligt på enkelte varer.
Mange butikker sænker i disse dage priserne i håb om at lokke kunderne indenfor med black friday-tilbud.
Ikea går den anden vej.
I forbindelse med den store handelsdag vil møbelkæmpen nemlig tidoble priserne på fire udvalgte varer.
Eksempelvis stiger prisen på lænestolen Persbol fra 1.899 kr. til 18.990 kr. den 24. november. Og skrivebordslampen Lövmånad, som normalt koster 129 kr., løber op i 1.290 kr.
De fire produkter får dog kun forhøjet prisen i en enkelt dag. Tanken med kampagnen er at sætte spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem pris og kvalitet, forklarer Ikea om logikken bag denne »gimmick«.
»Burde man ikke kvalitetsvurdere møbler og boligtilbehør ud fra valget af materialer, holdbarhed og design i stedet for pris? Det mener vi i Ikea. Vi ser i dag, at nærmest tilsvarende designerprodukter, i overvejende samme materialer som vores, nemt kan koste 10 gange mere. Derfor vil vi en enkelt dag udfordre den tankegang ved at skrue priserne i vejret,« lyder det i en pressemeddelelse fra Country Communication Manager hos Ikea, Christian Mouroux Pedersen.
Regner I med at sælge ét eneste af de fire produkter til forhøjet pris på black friday?
»Det er svært at sige. Men i og med at vi sænker priserne på de fire produkter allerede den 25. november, kan kunderne være helt rolige og trygge ved, at de selvfølgelig kan købe produkterne til vores faste lave priser igen allerede dagen efter.«
Tidligere år har Ikea udnyttet opmærksomheden omkring dagen til at sætte fokus på eksempelvis genbrug.
Også andre forhandlere satser på alternativer til de gule tilbudsskilte.
Designeren Mads Nørgaard, der sælger tøj i eget navn, har tidligere ladet sin webshop gå i sort i protest mod arrangementet. I år har man i stedet omdøbt dagen til ”Culture Friday” og lover kunderne et gratis gavekort til udvalgte kulturinstitutioner.
Flere mindre erhvervsdrivende går desuden mod strømmen og dropper helt black friday-tilbud.
»For os er det vigtigt, at vores kunder altid får den rette pris. Derfor finder man aldrig udsalg eller Black Friday-kampagner hos os,« lyder det f.eks. fra medstifter bag iværksættervirksomheden Champagnekassen, Dinna Iben Arbo, på LinkedIn.
Ikke desto mindre har mange danskere planer om at tage på tilbudsjagt.
I en ny undersøgelse fra DI Handel svarer 62 pct. af respondenterne, at de forventer at foretage køb i forbindelse med black friday.
Samtidig forventer de at bruge flere penge end sidste år med et gennemsnit på 2.348 kr. i absolutte kroner.
»Det er glædeligt at læse de positive tegn fra forbrugerne, for selvom de høje energipriser og den høje inflation er i retræte, så er forbrugerstemningen fortsat lav. Branchen går ind i årets vigtigste periode, og det er altså guld, når vi i undersøgelsen ser kombinationen af flere potentielle købere, der vil bruge flere penge. Det er godt nyt for erhvervslivet,« siger branchedirektør Jacob Kjeldsen, DI Handel, i en pressemeddelelse.

