Sådan undgår du at bliver snydt med kopivarer
Antallet af folk, der bliver snydt af svindelwebshops med kopivarer, stiger markant når julen nærmer sig.
Flere og flere danskere orker ikke at trodse vintervejret, når der skal handles julegaver og vælger i stedet at købe dem på nettet.
Men her gælder det altså om at være opmærksom - i hvert fald, hvis ikke du vil ende med at betale dyre domme for kopivarer.
Det fortæller Budde Schou, der er landets ældste patent- og varemærkebureau, i en pressemeddelelse.
Her oplever man en stigning i antal henvendelser fra virksomheder, der har fået kopieret deres varer af særligt udenlandske webshops.
»Vi mærker tydeligt, at tendensen med kopivarer stiger markant, når årets julegaveindkøb starter. Det gælder især i kategorierne modetøj, smykker, parfume og elektronik. Især produkter fra Hong Kong eller Kina er i høj kurs hos danskerne,« forklarer Bjarne Pii Korremann, varemærkechef ved Budde Schou, i meddelelsen.
Derfor har bureauet samlet fem gode råd til, hvordan man undgår at blive snydt af kopivarer, når man køber sine gaver på nettet.
1. Overvej om prisen er for lav.
Hvis noget lyder for godt til at være sandt - ja, så er det det som regel også. Så hvis prisen på en mærkevare er langt lavere end hos andre forhandlere, bør advarselslamperne blinke.
2. Tjek sammenhæng mellem webshop og produkt.
»Hvis en webshop, der slår sig op på billig elektronik, også lige forsøger at sælge dig et par Nike-sko til discountpris, skal du være opmærksom,« skriver bureauet.
3. Dobbelttjek webshopnavnet.
Somme tider udgiver svindelsider sig for at være den ægte vare - og måske med en webadresse, der til forveksling ligner den originale. Her råder Budde Schou til, at man holder øje med »mærkelige eller udnødvendige tilføjelser« til webshopnavnet.
4. Læs produktbeskrivelsen.
Noget, der går igen, når der bliver handlet med kopivarer, er mangelfuld eller fejlagtige produktbeskrivelser. Så hold øje med f.eks. stavefejl eller lignende.
5. Kig efter virksomhedsoplysninger.
Legitime webshops og virksomheder har som regel oplysninger stående om virksomheden i bunden af siden. Det kan f.eks. være cvr-nummer eller en ”om os”-side. Der vil typisk ikke være så meget information på svindel-webshops med kopivarer.


