Fortsæt til indhold

92-årig boligspekulant profiterer på stort sats fra 1980'erne

Kushal Pal Singh satsede hele butikken og var med til at omdanne New Delhis forstæder fra ingenting til byer. Det profiterer han stadig på 40 år senere.

Kushal Pal Singh (th) har været med til at forvandle en stor indisk forstad fra ingenting til by. Her ses han efter et møde med Indiens tidligere premierminister Manmohan Singh, som handlede om landets fortsatte vækst. Arkivfoto: AP Photo/Saurabh Das
Erhverv

I 1980’erne satsede Kushal Pal Singh hele butikken.

Som bestyrelsesformand for det kommercielle ejendomsselskab DLF (Delhi Land & Finance) lagde han grunden for, hvordan det indiske selskab opererer i dag.

Det har givet pote, hvis man ser på udviklingen i selskabets markedsværdi i år - samt Kushal Pal Singhs stadig voksende formue.

Det skriver Bloomberg.

DLF, der blev stiftet i 1946 af Kushal Pal Singhs svigerfar, har set sine aktier fare op - en stigning på over 65 pct. fra år til dato. Prisen for en aktie er gået fra 31,1 kr. ved årets start til 51,6 kr. i skrivende stund.

Selvom det måske ikke lyder af meget, beretter Bloomberg, at Kushal Pal Singhs formue vokset med 5,5 mia. dollars - svarende til 37,6 mia. kr. - i samme periode.

Og det handler om to ting:

Først og fremmest den chance, han tog i sin tid som bestyrelsesformand.

Desuden at det indiske boligmarked udarter sig helt anderledes end boligmarkeder i resten af verden gør i øjeblikket - hvor høje renter og dalende værdisætninger presser på.

I Indien er billedet dog snarere, at stigende indkomstniveauer puster til efterspørgslen hos bygherrer. Derfor trives ejendomssektoren.

Men helt særlige for DLF er altså, at de tilbage i 80’erne lukrerede på at udvikle landbrugsjorden udenfor den indiske hovedstad New Delhi - specielt i forstaden Gurugram cirka 50 kilometer udenfor byen.

Her brugte selskabet - med Kushal Pal Singh i spidsen - årevis på at omdanne landområdet til en »Singapore-lignende« bydel, som han selv tidligere har beskrevet det. Med ejerlejligheder, indkøbscentre og industriområder - med multinationale virksomheder såsom Coca Cola og General Electric som lejere.

Da DLF blev børsnoteret i 2007, havde de erhvervet sig over 4.000 hektar jord og rejste 2,3 mia. dollars (15,7 mia. kr.), som dengang var Indiens største notering.