Fortsæt til indhold

Mate Bike trumfer redningsplan igennem og fjerner massiv gæld

Kreditorererne i Mate Bike har i Skifteretten stemt ja til en rekonstruktion, der baner vejen for, at det pressede danske elcykelfirma kan nulstille og allerede i 2024 jagter sorte tal på bundlinjen.

Foto: PR/Mate Bike
Erhverv
DetailWatchHARALD SEBASTIAN KREBS

Elcykelvirksomheden Mate Bike, hvis tilværelse har været præget af en heftig gæld og uvished, har tirsdag fået grønt lys til at videreføre forretningen, efter kreditorerne er gået med til at æde et tocifret milliontab og har vedtaget en rekonstruktionsplan i Skifteretten.

Det oplyser advokat fra Bruun & Hjejle Henrik Selchau Poulsen, der har været rekonstruktør i sagen, til DetailWatch. Det store problem for Mate Bike har været den samlede gæld på over 60 mio. kr., som har kastet skygger over virksomheden, der har lidt under det ene underskud efter det andet.

Kreditorerne, hvor de to største er Eifo (tidl. Vækstfonden) og Nykredit, har nu accepteret, at panthaverne i driftsselskabet Mate Bike International får, hvad der svarer til ca. 10 mio. kr. i alt. Resten af gælden bliver ifølge Henrik Selchau Poulsen helt afskrevet.

”Kreditorerne syntes heldigvis, at det var en god plan, så i dag har vi en sund virksomhed, som får tilført kapital og bliver gældfri,” siger Mate Bikes direktør Janus Chr. Fjeldborg.

Som en væsentlig del af Mate Bikes redning og videreførelse foretages en manøvre, der først byder på en kapitalnedsættelse til 0 kr., og herefter en kapitalforhøjelse, hvor investorer foretager køb af aktier for et tegningsbeløb på 22,5 mio. kr. i første omgang til det ene af to ejerselskaber, Mate World.

Mate Bike skal herfra bruge 7,5 mio. kr. på kontant at indfri virksomhedspanthaverne, og herefter står man med 15 mio. kr. i driftskapital fra dag et uden kreditorer. Ifølge adm. direktør Janus Chr. Fjeldborg havde Mate Bike tidligere en større investorskare, som nu er blevet markant reduceret.

I spidsen står, med direktørens ord, fortsat de to hidtil største investorer, venturefonden Nordic Eye, hvor cykelvirksomhedens bestyrelsesformand Anders Kaasgaard til daglig er adm. direktør, og den franske fond Mirabeau Impact.

Investorerne tilførte også i sommer virksomheden godt 20 mio. kr. for at sikre noget arbejdskapital.

Mate Bike er langt fra de eneste, der har lidt i et europæisk marked, hvor der er produceret flere elcykler, end det kan bære. Det har bl.a. betydet, at den største i Europa, hollandske Van Moof, gik konkurs i sommer.

Bestyrelsen i Mate hentede for fire måneder siden Janus Chr. Fjeldborg ind som ny adm. direktør. Han har flere års erfaring fra forskellige startups, større internationale virksomheder, og han erstattede amerikanske Thomas Vulliez, der kom til i 2022.

Janus Chr. Fjeldborg har været dybt involveret i en ny plan for virksomheden, der bærer navnet ”Mate Made Simple”. Han fortæller, at det har været ambivalent at gå ind i rekonstruktionen, men at det var eneste mulighed for at sikre, at der var en virksomhed efterfølgende.

Virksomheden har som nævnt ikke haft den forventede vækst, og det skyldes bl.a. et omkostningstungt setup, der både har været fokuseret omkring B2B og B2C. Ifølge direktøren skal Mate Bike nu have fokus på ”profitable growth” og en mere simpel struktur. Heraf navnet ”Mate Made Simple.

Tidligere var ansvaret for hele værdikæden integreret i selskabet – fra indkøb af alle komponenter til marketingsdelen og salget.

Som led i at skære ind til benet går Mate Bike nu væk fra at have salg til slutbrugerne for i stedet at satse rendyrket på B2B og selv købe cyklerne, når de er færdigsamlet på fabrikkerne, samt skrue op for ambitionerne for corporatesegmentet og firmaløsninger, forklarer Janus Chr. Fjeldborg.

”Nu har vi også et omkostningsniveau, som er tilpasset vores drift,” siger han.

Mate Bike, der tidligere har haft tårnhøje globale ambitioner og haft vilde vækstår under især corona-nedlukningerne, har i sin levetid stort set ikke tjent penge og leveret overskud siden søskendeparret Julie Kronstrøm Carton og Christian Adel Michael stiftede firmaet med de foldbare elcykler i 2016, men har siden været aktionærer.

Med vedtagelsen af rekonstruktionsplanen hvor gælden forsvinder, er Christian Adel Michaels tilgodehavende på 2,6 mio. kr., som han tidligere har gjort krav på, også væk, forklarer Henrik Selchau Poulsen.

Direktøren gør det klart, at der nu er masser af vækstmuligheder, som allerede i 2024 kan kræve ekstra kapital, da ”der kan være områder, hvor Mate ønsker at ekspandere.”

”Vi har cirka 5 pct. af vores salg i Danmark, og så har vi en europæisk tilstedeværelse samt en stærk asiatisk tilstedeværelse. Vi vil også gerne have en endnu stærkere asiatisk tilstedeværelse. Det kunne være i Japan, hvor vi er stærke, Taiwan og Singapore. Men vi vil også gerne sikre os, at vi har et europæisk marked, hvor vi har en bedre tilstedeværelse, end vi har nu,” siger han.

Han nævner også, at der er store muligheder på det amerikanske marked, der tidligere has kastet salg af sig gennem crowdfunding kampagner.

”Vi vil se på mulighederne for at få en stærk distributør derovre, som kan hjælpe os med at opbygge det marked.”

første omgang kan Janus Chr. Fjeldborg og Mate Bike se tilbage på de første ni måneder af 2023, der med hans ord, ser ”forfærdelige ud.”

”2023 bliver samlet set ikke godt, men vi kan allerede se nu for oktober, at vi har haft en rigtig fornuftig måned. Vi har et fornuftigt salg. Vi har for første gang haft et positivt resultat på bundlinjen i oktober,” siger han.

Trods et udfordret marked for elcykler forventer han, at Mate Bike allerede kan jagte sorte tal på bundlinjen i 2024.

”Jeg vil sige, at vi har været ret pessimistiske i forhold til markedet de næste halvanden til to år. Så vi forventer ikke en voldsom vækst i markedet. Så vi har lagt nogle budgetter næste år, der er knyttet til, at markedet meget langsomt kommer igen. Og det vi kan se lige nu, det er i hvert fald at vores planer og det salg, det holder stik i forhold til de planer, vi har lagt,” siger han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med DetailWatch