Fortsæt til indhold

Ejner Hessel bliver den første danske distributør af kinesiske Xpeng

Snart vil det være muligt at prøve modeller fra det kinesiske elbilmærke Xpeng hos Ejner Hessel.

Benjamin Mahr, adm. direktør i Ejner Hessel, ser frem til at blive dansk Xpeng-forhandler. Foto: PR.
Erhverv

Det danske bildynasti Ejner Hessel har meldt sig ind i kampen om elbilkunderne.

Med en spritny aftale om distribuering af det kinesiske bilmærke Xpeng håber Ejner Hessel at styrke sin position på markedet.

Det fortæller Benjamin Mahr, adm. direktør i Ejner Hessel, der i forvejen forhandler bl.a. biler fra Renault, Ford og Mercedes-Benz.

»Vi glæder os til endelig at komme i gang med Xpeng. Vi havde de første møder for mere end to år siden og har været i dialog lige siden. Bilerne begynder nu for alvor at komme til Danmark, og kunderne begynder at efterspørge dem. Derfor glæder vi os over at kunne tilføje et af de måske stærkeste nye elbilbrands til vores portefølje,« siger han.

Xpeng har endnu ikke fået helt fat i det danske marked. I år er der blevet registreret 350 nye biler af mærket i Danmark, mens antallet i 2022 lå på 4 ifølge De Danske Bilimportører.

Men det satser Benjamin Mahr stærkt på ændrer sig med Ejner Hessels nye rolle.

»I november alene var der 168 nye registreringer af Xpeng. Mærket vokser markant i popularitet, og der er stor efterspørgsel på de her biler, så vi ser et stort potentiale,« forklarer han.

Der har været en del kontroverser i henhold til kinesisk teknologi, overvågning og databehandling. Er det noget, I er bekymrede for med Xpeng?

»Der er mange overvejelser, man skal gøre sig, når man arbejder med et kinesisk firma - helt op til de geopolitiske risici. Det er noget, vi har talt meget om i løbet af de seneste par år, og vi har egentlig været meget tilbageholdende i den kontekst. Men efter vi har gjort vores due diligence har vi konkluderet, at Xpeng er den rette partner for os,« understreger Benjamin Mahr.

»Selskabet er også privatejet. Ikke fordi vi ville udelukke at arbejde sammen med et statsejet selskab, men vi har haft mange diskussioner omkring det her emne. Det er vigtigt at være opmærksom på.«

Xpeng er et relativt nyt elbilmærke. Det blev grundlagt af He Xiaopeng i 2014 og kom ud med sin første bil i 2018.

Mærket har selv to showrooms i hhv. København og i Fredericia og vil nu allerede fra december være at finde i flere af Ejner Hessels showrooms.

Indtil videre har Ejner Hessel kun underskrevet en hensigtserklæring, men forventer at den endelige aftale lander i starten af næste år. Herefter vil det også være muligt at købe bilerne hos det danske bilhus.

Artiklens emner
Ejner Hessel
Xpeng