Tesla retter lynangreb mod den svenske stat - og vinder
Tesla har mandag rettet et juridisk lynangreb mod den svenske stat og vundet. Bilgiganten er dog fortsat viklet ind i en langstrakt konflikt med de svenske fagforeninger.
Teslas konflikt med de svenske fagforbund fik mandag bilgiganten til at rette et juridisk lynangreb på den svenske stat. Mandag aften så det ud til, at angrebet har virket og sikret Tesla en vigtig sejr i den langstrakte konflikt.
Konflikten udspringer af, at Tesla har afvist at indgå overenskomst med fagforeningen IF Metall, som organiserer medarbejderne på Teslas svenske værksteder.
Derfor har de svenske Tesla-arbejdere for en måned siden indledt en strejke, som siden har bredt sig til sympatistrejker, der omfatter havnearbejdere, skraldemænd, elektrikere og senest postarbejdere.
Sympatistrejken fra postarbejderne i PostNord blev iværksat 20. november og medfører, at nummerpladerne ikke når frem til de nye Tesla’er, som derfor strander hos forhandlerne i stedet for at komme ud på landevejene.
Det har i dag fået Tesla til at sagsøge den svenske stat – dvs. transportministeriet – for at forhindre udleveringen af nummerpladerne. Tesla har fremført, at ministeriet har en forpligtelse til at sørge for, at nummerpladerne bliver udleveret til bilejerne.
Ifølge Aftonbladet har Tesla ud på eftermiddagen i dag fået medhold i denne påstand ved Norrköpings Tingsrätt. Afgørelsen lyder, at ministeriet i løbet af en uge skal begynde at udlevere nummerpladerne direkte til Tesla, ellers vanker der dagbøder.
Sejren er vigtig for Tesla, da manglen på nummerplader hurtigt kunne kvæle den svenske forretning.
Afgørelsen bringer dog ikke mekanikerne tilbage på Teslas svenske værksteder, ligesom den ikke rokker ved den stribe af sympatistrejker, de svenske fagforeninger har iværksat.
Sympatistrejken fra havnearbejderne afskærer Tesla fra at losse nye biler i de fire største svenske havne, rapporterer nyhedsbureauet AP.
Teslas ejer Elon Musk har på X – det tidligere twitter – betegnet det som »vanvittigt«, at de svenske postarbejdere nægter at udlevere nummerplader til de nye Tesla’er.
Ifølge det svenske fagforbund IF Metall, som organiserer Tesla-mekanikerne, har bilkoncernen gennem længere tid afvist at indgå overenskomst. Konsekvensen er ifølge IF Metall, at Tesla-mekanikerne får lavere løn og ringere arbejdsvilkår (pensioner, forsikringer samt diverse rettigheder) end mekanikere, der er omfattet af branchens overenskomst.


