Bjarne Riis går ind i varmepumpebranchen
Den tidligere cykelrytter har involveret sig i salg af varmepumper fra Litauen.
Der er atter fart over feltet i Bjarne Riis’ karriere.
For ganske nylig sprang den tidligere cykelrytter ud som professionelt bestyrelsesmedlem for Nortec. Nu lægger han navn til en ny virksomhed, hvor han er medejer og sidder i bestyrelsen.
Riis Energy ApS’ formål er at drive »handels- og investeringsvirksomhed vedrørende energimarkedet« og »anden hermed forbunden forretningsaktivitet«, fremgår det af CVR-registret.
Det drejer sig mere konkret om handel med varmepumper fra Litauen, uddyber bestyrelsesformand Jørgen Vesta, der ejer majoriteten af virksomheden gennem Vesta Holding ApS.
»Ønsket er at medvirke til den grønne og bæredygtige omstilling i Danmark,« oplyser han.
Han er iværksætter og civiløkonom – oprindeligt uddannet hos A.P. Møller Mærsk – og stiftede Vesta Holding for 40 år siden.
Hvordan er samarbejdet opstået?
»Via fælles forbindelser kom Bjarne og jeg i dialog, mødtes og rejste sammen til Vilnius, hvor varmepumperne produceres, og blev enige om at hjælpe med til et grønnere og mere bæredygtigt Danmark,« forklarer Jørgen Vesta.
Projektet har været undervejs i to-tre måneder. Bjarne Riis har budt ind med idéer og »meget kvalificeret erhvervsmæssigt input« i perioden, uddyber bestyrelsesformanden, når han skal sætte flere ord på den tidligere cykelrytters rolle.
Han kalder sin nye samarbejdspartner for en dygtig leder.
»Det har han vist med de hold, han har bygget op til verdensklasse. Her drejer det sig også om at få et hold til at virke, så vi har store forventninger til Bjarnes indsats.«
Bjarne Riis har tilbragt en stor del af livet som udenlandsdansker. Siden 1985 har han boet i Luxembourg, Toscana og Schweiz. For nylig fik han dog officielt dansk bopæl igen. Ørnen fra Herning har bygget rede i Vejle.
Efter hjemkomsten har han gennemgået sine udgifter til brændstof og opvarmning. Det har foreløbig fået ham til at investere i en elbil og skifte fra oliefyr til varmepumpe, forklarer han i en pressemeddelelse i forbindelse med nyheden om Riis Energy.
Hvis det giver mening for ham at skifte varmekilde, gør det sikkert også for mange andre, lyder rationalet. Det er dog direktøren i virksomheden, Jørgen Erland Nielsen, der er den faglige ekspert udi varmepumper, understreger Bjarne Riis.
Selv tog han for halvandet år siden en bestyrelsesuddannelse. Han er meget interesseret i ledelse.
»Jeg har brugt meget tid på at analysere folk, sætte folk rigtigt sammen og få folk til at samarbejde. Jeg synes også, det er interessant at coache og lede ledere. Det vil jeg gerne arbejde med.«
Ifølge CVR-registret har Bjarne Riis en ejerandel på 20-24,99 pct.
Var det noget, du havde forestillet dig at skulle arbejde med, varmepumper?
»Næ, det var det ikke. Men nogle gange kommer der noget ind, som er spændende. Så må man jo kigge på det med åbent sind. Det har jeg gjort,« siger han, der understreger, at Riis Energy ApS endnu er i sin spæde opstart.
»Det kan godt udvikle sig til at blive rigtig spændende og attraktivt. Det er der, vi er.«
I det nye år forventer han at have en bedre idé om, hvor meget varmepumperne og de nye bestyrelsesopgaver kommer til at fylde i hans arbejdsliv. Han tager tilværelsen skridt for skridt og fornemmer, hvor han skal bruge sine kompetencer bedst.
Det kan sagtens komme på tale at påtage sig mere bestyrelsesarbejde i andre virksomheder i fremtiden. Han kan ikke udpege bestemte områder, han drømmer om at beskæftige sig med.
»Det er sådan set ligegyldigt, hvad det er. Det er jo ikke mig, der er fagmand. Det er ikke det, der er behov for, at jeg skal være.«

