Fortsæt til indhold

Tusindvis skal gøre dette inden nytår for at få korrekt løn

Nyt krav om et internationalt skatte-id rammer folk med løn og pension, som udbetales i udlandet.

Der er nye skattekrav på vej til personer, der bor i udlandet, men arbejder i Danmark. Det kunne være personer, der bor i Sverige og krydser Øresundsbroen.
Erhverv

Fra nytår træder et nyt internationalt skatte-id-system i kraft. Det vil påvirke tusindvis af borgere, der bor i udlandet, men arbejder i Danmark.

Det samme gælder for de mange danske pensionister med bopæl i udlandet, som får deres pension tilsendt fra eksempelvis Udbetaling Danmark eller et pensionsselskab.

Fra nytår skal danske arbejdsgivere eller andre, der udbetaler indkomst til borgere med bopæl i udlandet, oplyse det skatte-id-nummer – kaldet Tax Identification Number, TIN – der er udstedt af bopælslandet.

»Er man f.eks. dansk pensionist med bopæl i udlandet, vil Udbetaling Danmark eller et pensionsselskab bede borgeren om dennes udenlandske TIN-nummer, så de kan oplyse det til Skattestyrelsen, når de udbetaler pensionen efter nytår. Det samme gælder eksempelvis for de grænsegængere, der bor i enten Tyskland eller Sverige og arbejder i Danmark. Disse borgere skal oplyse deres udenlandske TIN-nummer til deres arbejdsgiver,« siger underdirektør Michael Medom Hansen fra Skattestyrelsen.

De nye regler påvirker mange mennesker.

En analyse fra Danmarks Statistik fra sommeren 2023 viste, at 16.900 personer pendlede fra Sverige til Danmark for at arbejde.

En analyse fra ATP fra slutningen af 2019 viste, at 57.500 personer fik tilsendt deres folkepension eller førtidspension til en fast adresse i udlandet i 2018.

En ældre undersøgelse fra Region Sønderjylland – Schleswig fra 2016 viste, at 13.900 personer dengang pendlede over den dansk-tyske grænse.

Det nye TIN-nummer skal primært bruges til at sikre en korrekt beskatning.

Men også sikre, at borgere, der modtager indtægter på tværs af EU-grænserne, bedre kan identificeres i de enkelte landes skattesystemer.

»TIN-nummeret skal bruges, når der udveksles skatteoplysninger mellem EU-landene. De oplysninger om løn og andre indkomster, der allerede i dag deles mellem landene, bliver lettere at matche med den rigtige skatteyder, når transaktionerne tilføres borgerens TIN-nummer. Dette vil lette vores arbejde i Skattestyrelsen med at sikre korrekt beskatning, og dermed bliver det også sværere at snyde i skat,« siger Michael Medom Hansen.

Indførelsen af det nye skatte-id skyldes EU-direktivet DAC7, som blandt andet skal styrke kvaliteten af de skatteoplysninger, der udveksles mellem EU-lande. I Danmark er skatteidentifikationsnummeret borgernes cpr-nummer.

Skattestyrelsen skriver, at det er »vigtigt, at borgere, der modtager løn, pension eller andre indtægter fra Danmark – og bor i udlandet – er opmærksomme på kravet.«

TIN-nummeret skal af arbejdsgiverne indberettes sammen med andre identifikationsoplysninger, når der indberettes oplysninger til Skattestyrelsen om løn, pension eller andre indtægter i ”eIndkomst-systemet”.

Er man bosat i udlandet, skal man således bruge det TIN-nummer, som bopælslandet har udstedt.

Artiklens emner
Pension
Skatter og afgifter