Fortsæt til indhold

Skandalesag sender Martin Storms advokat 3,5 år bag tremmer

Advokat har fået en fængselsdom for underslæb, fordi han forgreb sig på sine klienters penge.

Martin Storm Rasmussen blev selv idømt fem års fængsel tidligere i år. Illustration: Anders Vester Thykier
Erhverv
Artiklen opdateres

Den tidligere bestyrelsesformand for Fauna Energi, advokaten David Nikolaj Nielsen, skal i fængsel i 3,5 år for sin rolle i sagen om storsvindleren Martin Storm Rasmussen.

Det har Retten på Frederiksberg afgjort mandag, skriver Børsen.

Sagen blev behandlet som en tilståelsessag, og David Nikolaj Nielsen, der tidligere hed David Rachat-Nielsen, erkendte, at han havde forgrebet sig på sine klienters penge og lånt 23 mio. kr. ud til Martin Storm Rasmussen.

Martin Storm Rasmussen blev tidligere i år selv idømt fem års fængsel, ligeledes i en tilståelsessag om bedrageri af særlig grov beskaffenhed for 210 mio. kr.

Storm Rasmussen havde over en årrække modtaget penge fra bl.a. venner og bekendte med løfter om tårnhøje afkast. Han foregav, at pengene blev investeret i aktiver fra konkursboer, som blev solgt videre med det samme, og alle troede, han havde enorm succes med sine investeringer.

I virkeligheden brugte han nye investorers penge til at betale afkast til gamle investorer, ligesom han brugte en del af pengene på at holde virksomheder i sit vidtforgrenede selskabsimperium i live.

Virksomhederne omfattede bl.a. elselskabet Fauna Energi, en psykologvirksomhed og et bettingfirma.

Likviditeten blev mere og mere anstrengt i slutningen af 2021, og i 2022 kollapsede det hele, og investorerne stod målløse tilbage over afsløringen af, at han aldrig havde investeret de penge, som han havde påstået.

David Nikolaj Nielsen arbejdede tæt sammen med Martin Storm Rasmussen og fungerede bl.a. som bestyrelsesformand i Fauna Energi og som menigt bestyrelsesmedlem i flere andre Martin Storm Rasmussen-ejede selskaber.

Advokaten gik selv til bekendelse over for den klient, som han havde taget pengene fra.

David Nikolaj Nielsen havde været rådgiver på en ejendomshandel og havde i samme forbindelse fået deponeret et større millionbeløb, der skulle frigives til sælgeren, når alle formaliteter var på plads.

Det skulle vise sig sværere end forventet, og i juni 2022, kort efter at Martin Storm Rasmussen var blevet varetægtsfængslet, skrev David Nikolaj Nielsen en e-mail til klienten med blot ét ord i emnefeltet: »Undskyld«.

»Jeg har aldrig fortrudt noget så meget før i mit liv, og jeg er med på, at jeg kommer til at tage konsekvensen af det«, skrev han.

Nu har han så fået 3,5 års ubetinget fængsel.

David Nikolaj Nielsens forsvarsadvokat, Ulrik Lunn, siger, at de under sagen argumenterede for, at en stor del af straffen skulle gøres betinget, fordi der ifølge deres opfattelse var flere formildende omstændigheder, herunder at David Nikolaj Nielsen ikke havde stukket pengene i egen lomme.

»Det er vi selvfølgelig ærgerlige over,« siger han.

David Nikolaj Nielsen har udbedt sig 14 dages betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes til landsretten. Bliver det tilfældet, skal landsretten kun forholde sig til strafudmålingen, da han har tilstået sagens forhold.

Du kan læse hele fortællingen om Martin Storm Rasmussens svindelnummer i denne serie.

Artiklens emner
Advokatbranchen