Taylor Swift udråbt som verdens femtemest magtfulde kvinde
Taylor Swift har skrevet det ene megahit efter det andet, efter hun sendte sit første album på gaden som 16-årig. I år blev hun dollar-milliardær og er nu også udråbt som verdens femtemest magtfulde kvinde i selskab med Ursula von der Leyen og Kamala Harris.
Hvad har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, Den Europæiske Centralbanks præsident, Christina Lagarde, USA’s vicepræsident, Kamala Harris, Italiens premierminister, Giorgia Meloni, og popstjernen Taylor Swift tilfælles?
De er alle som en nogen af verdens mest magtfulde kvinder ifølge Forbes’ seneste liste.
Iblandt popstjernens millioner af fans, de såkaldte Swifties, tilbedes den 33-årige sangerinde som intet mindre end en gud, men hun er ikke desto mindre et usædvanligt syn i toppen af Forbes liste over verdens mest magtfulde kvinder.
Listen er nemlig typisk, og i år er ingen undtagelse, domineret af politiske figurer og kvinder fra erhvervslivet. Ikke siden 2010, hvor TV-stjernen Oprah Winfrey kom ind på en tredjeplads, har der været en kvinde fra underholdningsindustrien at finde i toppen af Forbes’ liste.
»I løbet af de seneste tyve år, hvor vi har lavet listen, har vi dokumenteret de forskellige måder, hvorpå magt opnås og udøves globalt. Dette år illustrerer det måske bedre end noget andet med underholdningsikoner, der optræder helt i toppen af listen på linje med verdens politikere og mest indflydelsesrige ledere fra erhvervslivet,« siger Forbes Womens redaktør, Maggie McGrath, i en meddelelse.
Udover det usædvanlige i at det er Taylor Swifts sangstemme, der har ført hende til tops, er det også værd at bemærke hendes unge alder. Som 33-årig er hun nemlig den yngste overhovedet på Forbes liste over de mest magtfulde kvinder. Den næstyngste er i øvrigt en anden popstjerne, Rihanna, hvis megahits Umbrella og We Found Love givetvis er at finde til de fleste julefrokoster i disse dage.
Taylor Swift er dog meget mere end en popstjerne. Hun er et fænomen og har mere eller mindre været fast inventar på Forbes liste over de mest magtfulde kvinder, siden hun gjorde sin entré på listen tilbage i 2015 i en alder af blot 25 år.
Hun udgav sin første plade i en alder af 16 år og har siden solgt mere end 200 mio. plader på verdensplan. Når hun indtræder på en femteplads på Forbes liste i år, er det dog ifølge mediet først og fremmest fordi, hun har krydret sin enorme kulturelle indflydelse med en monetær magt.
I øjeblikket er Taylor Swift nemlig på en koncertturne, kaldet Eras Tour, der har knust nær ved alle rekorder og med et trylleslag har gjort Taylor Swift til milliardær i amerikanske dollar. Og ikke nok med det. Bare den blotte tilstedeværelse af Taylor Swifts koncerter har udgjort en veritabel saltvandsindsprøjtning i amerikanske delstaters økonomi, som vurderes at være blevet stimuleret med omkring 5 mia. amerikanske dollar fra de mange Swifties, som er strømmet til for at høre megahits som Shake it Off og Anti-Hero.
Foruden Taylor Swift og Rihanna, optræder den amerikanske superstjerne Beyonce Knowles ligeledes på listen som symptomatisk for et 2023, hvor underholdningsindustrien griber ud efter magten, rundes af med legetøjsproducenten Mattels ikoniske Barbie på plads nummer 100.



