Baron køber pragtejendom af milliardær-arvinger
Afdøde Stig Husted-Andersen var kendt for at købe og samle på bevaringsværdige bygninger og palæer. Nu har hans arvinger solgt ét af de dyreste.
Det er 15 år siden, at erhvervsmanden og milliardæren Stig Husted-Andersen døde.
Han efterlod storkoncernen Codan Gruppen, der producerer medicinsk udstyr, og en lang række dyre ejendomme til sine tre børn.
Faktisk var Stig Husted-Andersen Danmarks tredjestørste jordbesidder ved sin død. Kendt for at have samlet på bevaringsværdige og historiske bygninger, palæer og slotte.
Stig Husted-Andersen blev i medierne døbt ”Kongen af Strandvejen”.
Nu er én af de dyreste ejendomme, som Stig Husted-Andersen fik i porteføljen, blevet solgt videre af de tre arvinger efter ham.
Nemlig Smidstrupørevej 8 i Rungsted Kyst.
En pragtejendom helt ned til Øresund. På i alt 28.000 kvadratmeter og et samlet boligareal på 1.100 kvadratmeter. Fordelt på fire bygninger.
Køberen er baron Johan Wedell-Wedellsborg. Hvad han har måttet betale for ejendommen, er endnu uvist.
For ejerskabet af Smidstrupørevej 8 er placeret i et selskab, som hidtil har været ejet af de tre arvinger efter Stig Husted-Andersen.
Dette selskab er nu overtaget af Johan Wedell-Wedellsborgs koncern Weco.
Direktøren i Weco, Oluf Myhrmann, ønsker ikke at kommentere handlen. Codan Gruppen, der er ejet af de tre søstre og arvinger Deirdre, Alexandra og Stefanie Husted-Andersen, er ikke vendt tilbage på Finans’ henvendelse.
De fik fra boet efter deres afdøde far i 2014 overdraget Smidstrupørevej 8 for 75 mio. kr. til selskabet, som altså nu er i Johan Wedell-Wedellsborgs besiddelse.

