Fortsæt til indhold

Smitten stiger: Hvornår må du vende tilbage til arbejdet, hvis du er blevet syg?

Smitten med samtlige luftvejssygdomme er stigende, lyder det fra Statens Serum Institut. Så hvordan bør du forholde dig, hvis du bliver smittet?

Smitten med luftvejssygdomme stiger. Modelfoto: Jens Dresling.
Erhverv

Du kender det nok. Sygdomsfølelsen indfinder sig, men du har ikke tid til at være syg, for der er rigeligt at se til på arbejdet.

For tiden er der stor sandsynlighed for, at du får den fornemmelse, for ifølge Statens Serum Institut, der overvåger smittetallene herhjemme, er smitten med samtlige luftvejssygdomme »steget betydeligt«.

Og hvad så, hvis du skulle blive smittet? Hvor syg skal du så være, før du bør blive hjemme fra arbejdet?

Ifølge professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, Jens Lundgren, bør man holde sig hjemme, så længe man smitter. Og det er fra det øjeblik, man mærker symptomerne, skriver TV 2.

»Du er allermest smitsom, når symptomerne starter. Over tre til fire dage vil antallet af viruspartikler i luftvejene falde, og du bliver mindre smitsom, jo længere tid der går, efter symptomerne er startet,« siger Jens Lundgren til mediet.

Han påpeger, at man kan vende tilbage til arbejdet, når symptomerne går over. Hvis eksempelvis, man har været feberramt, og feberen er væk.

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viste sidste år, at næsten halvdelen af danskerne tog på arbejde, mens de havde ondt i halsen. 40 pct. af danskerne tog på arbejde med andre symptomer som ømhed i kroppen og kvalme i 2022.

Samtidig viste undersøgelsen, at 44 pct. af danskerne ikke mente, at der var klare retningslinjer for, hvornår de skulle blive hjemme fra deres arbejdsplads.

Så hvornår har du egentlig ret til at blive hjemme fra arbejdet?

Det er der faktisk ret klare retningslinjer for i både lovgivning og overenskomster, lød det sidste år fra fagforbundet HK.

»Du har ret til fravær, når du er syg. Der kan dog opstå situationer, hvor din arbejdsgiver eller kolleger har brug for en hurtig afklaring på et spørgsmål. Men du er ikke forpligtet til at gå i gang med en opgave, selvom chefen synes, du godt kan klare det fra sygesengen,« sagde Lina Gisselbæk Lauritsen, der er juridisk konsulent i HK Kommunal.

Artiklens emner
Statens Serum Institut
Sundhedsstyrelsen