Nye regler: Snart kommer der pant på tyske dåser
Ny regel skal sikre, at tyske grænsebutikker ikke sælger dåser uden pant til danskerne. Det oplyser Miljøministeriet en pressemeddelelse.
I mere end 20 år har danskerne kunne køre over den tyske grænse og handle billigt ind - ikke mindst når det gjaldt øl og sodavand.
Det skyldtes blandt andet, at der indtil nu ikke har været pant på netop dåserne fra Tyskland, ligesom der er i Danmark.
Men de pantfri dåsers storhedstid er snart slut.
I en pressemeddelelse fra Miljøministeriet fremgår det, at man efter flere års kamp er nået i mål med at få indført nye EU-regler om pant på tyske dåser.
Ministeriet har længe råbt højt om de mange tyske dåser, der ender i den danske natur, fordi de ikke kan pantes som de danske.
»Vi har haft et stærkt ønske om at få løst problemet med de pantfri dåser fra de tyske grænsehandelsbutikker, der ender i vores natur. For vi bruger i forvejen for mange af klodens ressourcer, og vi skaber for meget affald. Det slider på vores jordklode, og det skader vores miljø,« siger miljøminister Magnus Heunicke i meddelelsen og tilføjer:
»Derfor skal vi have de tyske dåser ind i et pantsystem, så de kan blive til nye dåser frem for at ende i vores natur. Det er godt, at vi nu ser ud til at få klarere regler for, at der altid skal opkræves tysk pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til.«
De nye regler skal samtidig sikre bedre konkurrencevilkår for de danske butikker - særligt de, der ligger i Syddanmark.
Vicedirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft er glad for, at der kan være fælles europæiske regler på vej.
»Jeg synes ikke, at ministeren skal hvile for længe på laurbærrene, for de her regler skal tidligst træde i kraft i 2029. Derfor synes jeg, at man skal lægge sig i selen fra dansk side for at få det hurtigere gennemført,« siger han til Ritzau.
Før de nye regler træder i kraft skal EU’s ministerråd forhandle den endelige aftale med Europa-Parlementet.


