Fortsæt til indhold

Før ny boligskat rammer: Antallet af bolighandler er eksploderet

Både udbud og efterspørgsel af ejerlejligheder i storbyerne er steget voldsomt de seneste måneder som følge af de nye regler for boligbeskatning ved årsskiftet.

Erhverv

De nye boligskatter, der træder i kraft ved årsskiftet, har sat skub i markedet for ejerlejligheder.

Der er sat markant flere lejligheder til salg de seneste måneder i forhold til sidste år, skriver DR på baggrund af en opgørelse fra boligportalen Boliga.

»Vi kan se, at fra den periode, hvor de nye ejendomsvurderinger kom og frem til nu, har der været en meget stor stigning i udbuddet af boliger specielt i de områder, hvor den her skatterabat virkelig kommer til at betyde noget for den enkelte ejendom. Det vil sige, det er lejligheder i de større byer og huse i de attraktive og dyre områder omkring de store byer,« siger Lars Groth, analysechef fra Boliga, til mediet.

Fra 1. januar 2024 træder nye regler for boligbeskatning i kraft, og køber man efter årsskiftet, kan man derfor opleve en skattestigning på særligt ejerlejligheder i storbyerne.

Ser man isoleret på Region Hovedstaden, blev der i november i år skrevet under på 142 pct. flere boliglån sammenlignet med samme måned i fjor, viser en opgørelse fra Finans Danmark.

Efterspørgslen på boligmarkedet gælder alt fra små toværelseslejligheder til lejligheder til 10-15 mio. kr., lyder meldingen fra københavnske ejendomsmæglere.

Den massive efterspørgsmål på ejerlejligheder har dog fået priserne til at stige, hvilket får flere eksperter til at advare om prisfald på den anden side af nytår.