"Løvens Hule"-firma fik 10 mio. kr. af stifterens far: Nu taber IX Studios millioner
Aldrig før har det danske smykkebrand haft så stort et underskud.
For andet år i træk må det danske smykkebrand IX Studios sluge et underskud.
Brandet er kendt fra DR-programmet ”Løvens Hule”, hvor Christian Arnstedt købte 10 pct. af virksomheden for 400.000 kr. Siden har en bitter navnestrid hængt over smykkevirksomheden, som kort efter deltagelsen i ”Løvens Hule” valgte skifte navn og droppe at bruge kong Frederik 9. i sin markedsføring.
Det skete af hensyn til det danske kongehus, som meddelte, at brandet ikke havde tilladelse til at bruge den tidligere regent i sin markedsføring.
En beslutning, der var dyr og resulterede i virksomhedens første underskud. Og nu taber IX Studios endnu en gang penge.
Et nyt regnskab viser, at selskabet har tabt 2,1 mio. kr. efter skat i 2022/2023. Det er IX Studios’ hidtil største tab og samtidig første gang, at smykkebrandet taber millioner på bundlinjen.
Underskuddet kommer samme år, som stifter Louise Mygind Andersen fik tilført 10 mio. kr. i frisk kapital. Pengene kom fra hendes far, Tom Andersen, der har tjent stort på fødevareselskabet Tomex. Ingen af de to ønskede dengang at »markedsføre« familierelationen og slog fast, at pengene skulle bruges til vækst og til at gøre IX Studios til en »god forretning«.
Hidtil har millionindsprøjtningen dog ikke været nok til at få styr på den negative udvikling.
Selv skriver selskabet, at underskuddet skyldes, at der er investeret »væsentlige beløb i markedsføring«. Inden for de kommende år er det forventningen, at investeringen vil give et »positivt afkast«.
»Efter nogle år med pandemi og den efterfølgende økonomiske politiske uro i verden med stigende renter, er kunderne blevet forsigtige, hvilket har påvirket salget af ”overkommelige luksus-smykker” negativt og kan ses på bundlinjen. IX Studios har efter corona-pandemien og genåbningen af verden satset på åbning af nye eksportmarkeder i Europa, men det har været svært, da mange forhandlere har haft store lagre og vigende salg, hvilket uanset interessen i produkterne gør kunderne forsigtige med nye indkøb,« uddyber Louise Mygind Andersen i en mail.
Hun understreger samtidig, at også brandets eksisterende markeder er ramt.
»Selv i vores eksisterende markeder mærker vi forbrugernes tilbageholdenhed. Med en stigning i antal ekspeditioner og kunder – dog med en halveret gennemsnitspris per handel – er det svært. Folk passer på pengene, så vi konkurrerer med stigende husleje og energiudgifter. Det er dog lykkedes at indgå flere nye samarbejder med butikskæder og store online-firmaer, som forhåbentlig vil medvirke til et øget salg i det indeværende år,« skriver Louise Mygind Andersen.
Tidligere har stifteren fortalt, at hun forventede at IX Studios kunne omsætte for 16 mio. kr. i 2022/2023. Det er næsten en fordobling sammenholdt med seneste resultat. Efter planen skulle den stigende omsætning være med til at hive IX Studios første millionoverskud hjem og sikre yderligere vækst.
IX Studios oplyser ikke sin omsætning i det nye regnskab, men bundlinjen har langtfra udviklet sig som forventet. I stedet for millionoverskud har brandet indkasseret sit hidtil største tab. Bruttoresultatet er også negativt med knap 500.000 kr., mens selskabets egenkapital er vokset til 8,1 mio. kr.
Louise Mygind Andersen har ikke svaret på, hvad IX Studios omsatte for i 2022/2023. Hun kommenterer heller ikke kapitalindsprøjtningen, eller om navneændringen fortsat tyngder brandet.
IX Studios er grundlagt i København, og stifteren har tidligere fortalt, at det vil sprede sig til bl.a. England, Norge, Sverige og Tyskland.
Selskabet har ud over egen butik også onlinesalg og salg gennem flere smykkeforhandlere.
