Fortsæt til indhold

Blåfinnet tun solgt for over 5 millioner på auktion

En fisk på 238 kg. er blevet solgt for over 5 mio kr. på en nytårsauktion i Japan.

Efter planen skal fisken serveres på Michelin-restauranten Onodera i Tokyo.
Erhverv

114,2 mio. yen – knap 5,4 mio. kr.

Så meget blev en blåfinnet tun solgt for ved en nytårsauktion i Japan. Det skriver det norske erhvervsmedie E24 og Japan Times.

Fisken, der vejede 238 kg., blev fanget ud fra den nordøstlige japanske kyst og solgt til den japanske skaldyrsgrossist Yamayuki og sushikæden Onodera Group.

Efter planen skal den serveres på Michelin-restauranten Onodera i Tokyo.

Nytårsfisken skulle angiveligt være et tegn på held, og det er derfor prisen er så høj.

Der blev sat rekord i 2019, hvor en fisk på 278 kg. blev solgt for 333,6 mio. yen – 15,7 mio. kr. – på nytårsauktionen.

Gennem coronapandemien faldt priserne på auktionen år efter år, og prisen på 5,4 mio. kr. er derfor den højeste siden pandemiens start.

Salget kan være godt nyt – ikke kun for fiskeelskere, men også for restaurationsbranchen, der er i bedring efter coronapandemien ifølge Kyodo News.

OECD forventer, at den japanske økonomi vil vokse med én procent i år, skriver E24.

Japan ligger lavest målt på økonomisk produktivitet blandt OECD-landene.