De Olympiske Lege får øl-brand som international sponsor
Det sker nu med Budweiser-producenten Anheuser-Busch InBev.
Når De Olympiske Lege tænder faklen i Paris senere i år bliver en af de helt store sponsorer et internationalt ølmærke.
Anheuser-Busch InBev, der bl.a. står bag den populære amerikanske øl Bud Light, bliver den første ølfabrikant nogensinde til at sponsorere OL internationalt, skriver CNN.
I stedet for at skabe fokus på deres eksisterende drikkevarer, har selskabet fredag annonceret, at de vil promovere en ny alkoholfri øl: Corona Cero. På den måde vil Anheuser-Busch InBev og den internationale OL- komite vise deres »forpligtelse til fornuftigt indtag af alkohol« til »milliarder af OL-fans i hele verden med budskabet om sammenhold, mådehold og fejring.«
Sponsoratet gælder de næste tre olympiske og para-olympiske lege frem til sommeren 2028.
De Olympiske Lege har aldrig haft en international øl-sponsor, men der har været en række på lokal plan, som eksempelvis Asahi Bryggeri, der var den officielle øl ved OL i Tokyo 2020.
»Øl og sport er bedre i forening, så vi er stolte af at være den først ølsponsor ved De Olympiske Lege på verdensplan,« siger adm. direktør i Anheuser-Busch InBev i en pressemeddelelse.
Fredag blev det også annonceret, at en anden af selskabets ølmærker: Michelob Ultra, skal sponsorere det amerikanske OL-hold frem til sommer-OL i Los Angeles i 2028, hvor den også skal være den officielle OL-øl.
Budweiser sponsorerede det amerikanske OL-hold i 32 år op til 2017.
På internationalt plan er salget af alkoholfri øl de seneste år eksploderet. Ifølge analyser foretaget af IWSR Drinks Market Analysis vil salget af alkoholfrie øl eller øl med lav alkoholprocent vokse med 31 pct. i år i 10 af de største markeder, som fx Spanien, Tyskland og USA.

