Franske betjente er gået på gaden for at demonstrere på grund af OL 2024
Flere af landets vigtige erhverv kan blive ramt af en lignende utilfredshed frem mod OL 2024, der ifølge en ekspert er afgørende for at rette op på Frankrigs image efter netop omfattende demonstrationer.
Franskmændene er ikke kendt for at markere deres utilfredshed i stilhed.
I nyere tid er det blevet udstillet mest markant af protestbevægelsen de gule veste, der har demonstreret mod regeringen siden 2018, ligesom der blev skabt uroligheder i flere franske byer sidste sommer, efter en politimand havde skudt og dræbt en 17-årig dreng i en forstad til hovedstaden Paris.
I de tilfælde har det været politiets opgave at sørge for lov og orden. Nu er betjentene selv gået på gaden for at vise deres vrede.



