Fortsæt til indhold

Har fået trecifret millionbeløb: Dansk virksomhed klar til at udvide sit globale marked

Lade- og softwareselskabet Monta får 600 mio. kr. til fortsætte »aggressiv vækst«. Nu rettes blikket mod nye eksportmarkeder.

Det unge selskab Monta får stort millionbeløb til at fortsætte væksteventyr. Pressefoto: Monta
Erhverv

Efter et år med eksplosiv vækst i både medarbejderstaben og omsætningen kan det danske selskab Monta nu sigte efter nye mål.

Lade- og softwareselskabet har netop sikret sig yderligere 600 mio. kr. i en ny investeringsrunde.

»Det betyder, at vi kan fortsætte vores meget aggressive vækst, men også få de lange briller på,« siger Casper Rasmussen, som er adm. direktør og medstifter af Monta.

Selskabet er specialiseret i software til ladestandere, og i løbet af 2023 steg omsætningen med 600 pct. Samtidig blev antallet af ansatte fordoblet, og firmaet fik nye kontorer i Barcelona og Paris. På den måde er tallet 600 blevet symbolet op et meget succesfuld år.

Med den nye investering sigter Casper Rasmussen og resten af Monta nu mod at udvide den globale forretning.

Han har både blikket rettet mod nye markeder i Italien og Benelux-landene, som selskabet nu vil bruge energi på. Men der er også fortsat meget potentiale at jagte i Tyskland, Schweiz og Østrig, hvor Monta allerede er repræsenteret.

»Og så skal vi blive ved med at investere rigtig meget i vores produkter og services. Vi har landet rigtig mange store kunder det sidste år, som har en masse fede projekter, vi skal være med på,« tilføjer Casper Rasmussen.

Det unge selskab Monta har sikret sig et stort millionbeløb til at fortsætte væksteventyret. Pressefoto: Monta

I december 2020 stiftede Casper Rasmussen selskabet sammen med Anders Pedersen. Med sin software til ladestandere tager Monta del i udbygningen af ladefaciliteter til alle de elbiler, der kommer ud på vejene i disse år.

Det sker bl.a. gennem partnerskaber med store selskaber som Norlys, Siemens og Uno-X, der alle tre bruger Montas platform til deres ladestandere.

Ifølge Casper Rasmussen kan selskabets succes tilskrives, at de fra starten har været produktfokuseret.

»Vi har bygget rigtig meget software og bygger det helt selv. Det giver os et superskarpt produkt på markedet, som der har været rigtig stor efterspørgsel efter,« siger han og fortsætter:

»Det var den position, vi gik efter fra starten, og det har været et svært og stort udviklingsprojekt, som vi har investeret rigtig meget tid og penge i.«

Ud af selskabets 220 medarbejdere arbejder over halvdelen i udviklingsafdelingen.

Investeringen er blevet til ved hjælp af eksisterende investorer og nye. Blandt de nye er GreenPoint Partners, Quantum Light og Danmark Eksport- og Investeringsfond (EIFO).

Artiklens emner
Elbiler
It-industrien