Fortsæt til indhold

Lego vinder nyt opgør om beskyttelse af klodser

EU-Domstolen har onsdag givet Lego medhold i en strid om designbeskyttelse af en ganske særlig klods.

Foto: Tobias Hase/AP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Lego kan igen erklære sig som vinder i en strid om retten til at producere klodser.

EU-Domstolen har onsdag dømt til fordel for den danske legetøjsgigant i en sag, som er anlagt af en tysk konkurrent.

Dermed fastslår EU’s juridiske myndighed, at Lego inden for unionens grænser har eneret til designet af en ganske særlig klods.

Den omstridte klods. Kilde: EU-Domstolen

»Vi glæder os over EU-Domstolens beslutning om at opretholde vores registrerede design. Dommen bekræfter vores overbevisning om, at originale design skal beskyttes mod at blive kopieret,« udtaler en talsperson fra Lego-koncernen i en skriftlig kommentar til Finans.

Taberen af retssagen er den tyske virksomhed Delta Sport Handelskontor, som har forsøgt at få fjernet designbeskyttelse, med henvisning til at klodsens udseende blot har en teknisk funktion. Klodsen er en tynd klods med fire knopper i midten, og dens funktion er, at den bruges til at sætte andre klodser sammen.

Sagen startede i 2019, hvor den tyske virksomhed fik medhold i sin påstand, efter den klagede til EU’s varemærkemyndighed. Den ophævede straks Legos beskyttelse, som selskabet har nydt siden 2010.

Men i 2021 fastslog EU-Domstolen, at det ikke var retmæssigt, hvilket fik varemærkemyndigheden til genindføre beskyttelsen. Med den konsekvens, at Delta Sport Handelskontor på ny gik til EU-Domstolen. Denne gang for at føre sag mod varemærkemyndigheden.

Det er ikke den eneste strid, som Lego kæmper for at beskytte sit brand. Et brand, som for nylig blev kåret som et af verdens mest værdifulde.

Lego har været i talrige opgør mod de to legetøjsselskaber Best-Lock og Mega Bloks om bl.a. Legos eneret til sine ikoniske minifigurer.

Artiklens emner
Legetøjsbranchen
LEGO