Fortsæt til indhold

Danskers elbilfirma brager ned på børsen, men ifølge stifteren er fremtiden lys

Problemerne regner ned over det danske elbilfirma Fisker Inc., som ikke har set en optur siden 2021. Men stifter og adm. direktør satser på et godt 2024.

Henrik Fisker er stifter og adm. direktør i Fisker Inc., som har været på konstant nedtur siden 2021.
Erhverv

2024 er startet historisk dårligt for elbilfirmaet Fisker Inc., som danske Henrik Fisker står bag.

Aktien er næsten faldet 50 pct. år til dato. Underskuddet i forretningen er massivt. Og selskabet granskes af amerikanske myndigheder for alvorlige bremseproblemer.

Ja, faktisk har nedturen været mere eller mindre konstant siden 2021, hvor aktiekursen toppede på 28,5 dollars (ca. 195 kr.). I skrivende stund ligger aktien på 0,82 dollars (5,6 kr.), og det svarer til et fald på lidt over 97 pct.

Men som bekendt kommer sol efter regn. Og Henrik Fisker, som stadig er firmaets adm. direktør, satser på, at ordsproget også gælder Fisker Inc. Sådan lyder det i hvert fald i et interview med Børsen, hvor han bl.a. siger:

»Jeg mener ikke, der er nogen sammenhæng mellem aktiekursen og det, vi gør som virksomhed. Vi er ikke på randen af konkurs, og vi er ikke i nogen form for alvorlig stress.«

Faktisk er han stålsat på at bevise, at Fisker Inc. er en »god forretning«. Og han spår desuden, at det allerede vil fremgå af næste regnskabsaflæggelse.

Ifølge artiklen fra Børsen skal der mere til end en håbefuld direktør. Mediet skriver nemlig også, at næsten halvdelen af elbilfirmaets aktiekapital aktuelt er i hænderne på såkaldte shortsælgere. Cirka 44 pct. af aktierne for at være konkret. Noget, der ifølge aktieanalytikere er et udtryk for, at man forventer yderligere fald i aktien.

Men ej heller den faktor får Henrik Fisker ned med nakken. I stedet pointerer han, at også Tesla var belejret af shortsælgere for nogle år siden. Og ifølge Washington Post sad shortsælgere da også på 37 pct. af Teslas aktiekapital i 2014.

Artiklens emner
Bilbranchen
Børsnoteringer