Fortsæt til indhold

Nordic Waste-ledelse går i rette med kommune

Nordic Wastes tidligere bestyrelsesformand afviser, at den har brudt betingelserne for virksomhedens miljøgodkendelse.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Erhverv

Den tidligere bestyrelsesformand i Nordic Waste, Søren Hansen, går nu i rette med de beskyldninger, som Randers Kommune rejste mod virksomheden tidligere tirsdag.

Ifølge en skriftlig udtalelse fra Søren Hansen fastholder virksomheden således, at den har overholdt betingelserne i sin miljøgodkendelse - dog uden at gå nærmere ind i detaljerne.

»Nordic Waste mener, at virksomheden har overholdt alle miljøgodkendelser i virksomhedens drift,« hedder det blot.

Formanden rejser desuden tvivl om de tilsynsrapporter, som Randers Kommune har offentliggjort fra sine besøg på virksomheden.

Kommunen har gennemført en lang række tilsyn på virksomheden, men først efter at jordskreddet har udløst spørgsmål om kommunens ansvar, har Randers Kommunes forvaltning offentliggjort rapporter.

De er alle udarbejdet i januar 2024, selv om tilsynsbesøgene har stået på siden 2019.

»Vi mener, at det er kritisabelt at Randers Kommunes tilsynsrapporter først nu offentliggøres og at de ikke er lavet samtidig med, at de enkelte tilsyn fandt sted. Den tidligere ledelse i Nordic Waste er nu i gang med at gennemgå indholdet,« hedder det i udtalelsen fra Søren Hansen.

»Vi kan dog allerede nu konstatere, at flere rapporter er dateret til dage, hvor navngivne Nordic Waste-medarbejdere i tilsynsrapporterne ikke har været til stede på virksomheden, samt til weekender, hvor der aldrig har fundet tilsyn sted. Det styrker ikke vores indtryk af at tilsynsrapporterne giver et retvisende billede.«

Finans arbejder på at få en kommentar fra kommunen.

På et pressemøde tirsdag fremlagde borgmester Torben Hansen, kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og advokat Jacob Brandt resultatet af sidstnævntes resultat af en undersøgelse af kommunens rolle i sagen.

Resultatet var, at Randers Kommune alt i alt har gjort, hvad den skulle, men at Nordic Waste har brudt betingelserne i sin miljøgodkendelse, og sagen vil nu blive meldt til politiet.

Ifølge kommunen brød virksomheden en betingelse om, at den ikke måtte tilføre jord på et område, så det kom til at skråne over en bestemt hældning - dette var netop for at undgå, at jorden kom i bevægelse.

Rådgivningsfirmaet Cowi har overfor kommunen vurderet, at hældningskravet ikke er blevet overholdt, og dermed har virksomheden også forbrudt sig imod kommunens miljøgodkendelse.

Juraprofessor på Syddansk Universitet Frederik Waage siger, at virksomheder typisk risikerer bøder i miljøsager.

»Men det er svært at finde lignende sager som denne, som kan indikere størrelsen af en potentiel bøde,« siger han.

Der gælder desuden det helt særlige i sagen om Nordic Waste, at virksomheden er gået konkurs.

Artiklens emner
Nordic Waste