Fortsæt til indhold

Med penge fra Novo Nordisk Fonden: Tænketank skal undersøge fordele og ulemper ved atomkraft i Danmark

Novo Nordisk Fonden skyder penge i ny undersøgelse af mulighederne for atomkraft på dansk jord.

Siden 1985 har atomkraft været forbudt i Danmark, men det drømmer flere i erhvervslivet om at gøre op med. Arkivfoto: Francois Mori
Erhverv

Både Lars Rebien og Anders Holch Povlsen satser på det, mens politikerne er lunkne ved tanken.

Debatten om atomkraft er blusset op i jagten på energikilder, der kan indfri ambitionerne om et lavere CO2-aftryk.

Men hvordan vil Danmarks energiforsyning se ud, hvis det danske forbud en dag bliver fjernet, og atomkraften bliver givet fri?

Det er en af de ting, der nu skal afklares i en undersøgelse støttet af Novo Nordisk Fonden.

»Det går ud på at stille spørgsmålet, om vi i Danmark har været for teknologiforskrækket og dermed afskåret os fra at arbejde med teknologier i vores energimiks, som kunne give os nogle fordele,« siger Joachim Sperling, direktør i tænketanken Axcelfuture.

Axcelfuture står bag undersøgelsen, der har til opgave at undersøge fordele og ulemper ved at indføre atomkraft i Danmark. Den tager udgangspunkt i nye atomteknologier, som bl.a. danske virksomheder som Copenhagen Atomics og Seaborg arbejder på.

Sidstnævnte har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen med i sin investorkreds.

Siden 1985 har Danmark haft et forbud mod at etablere atomkraft på dansk jord, og det har et flertal af politikerne indtil videre afvist at gøre op med. Samtidig har prominente investorer kastet deres kærlighed på energikilden, der også støttes af DI-topchef Lars Sandahl.

Atomkrafttilhængerne har også en af verdens største pengetanke i ryggen. Novo Nordisk Fondens formand, Lars Rebien, har opfordret til at droppe tabuet om atomkraft, og fonden er siden begyndt at støtte forskning i den omstridte energikilde.

Med pengene fra Novo Nordisk Fonden vil Axcelfuture bruge det næste års tid på at indsamle viden fra bl.a. danske forskere på DTU, men også fra eksperter fra navnlig Sverige, Frankrig og England.

Formålet er at skabe et solidt grundlag, som kan bruges til at træffe mere nuancerede beslutninger om fremtidens energi i Danmark, fortæller Joachim Sperling.

»Danmark er blevet opfattet som en ø med sit eget klimamål og energipolitik. Men klimakrisen er global, og vi skal forme fremtidens energisystemer, hvor vi også ser på, hvad der er brug for internationalt. Det gør man ikke ved at sige, at atomkraft ikke kan bruges til noget. Det er nonsens,« siger han.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i de nye generationer af atomkraft, hvor der bl.a. gøres brug af markant mindre kraftværker. Tænketanken vil bl.a. se nærmere på, hvor meget det vil koste at etablere, hvorvidt det kan flettes ind i det danske energisystem, og om de vil kunne bruges i forbindelse med etablering af erhvervsområder.

Selvom Joachim Sperling også opfordrer politikerne til at gøre op med deres hidtidige opfattelse af atomkraften, understreger han, at Axcelfuture er såkaldt teknologineutrale.

»Vi har ikke en form for forudindtaget begejstring og glemmer, at der stilles krav for at kunne koble sig på det danske energisystem. Vi er godt klar over, at det er en dyr teknologi, som ikke passer ind alle steder i det danske energisystem, så der er mange ting, man skal holde sig for øje,« siger han om Axcelfutures tilgang til undersøgelsen.

Undersøgelsen er sat til at blive afsluttet i det tidlige forår 2025.

Artiklens emner
Atomkraft
Novo Nordisk Fonden