Fortsæt til indhold

Danske Bank gennemfører fyringsrunde

123 medarbejdere opsiges i en ny fyringsrunde i landets største bank under en uge efter historisk overskud.

Danske Bank landede i sidste uge et historisk overskud. Nu er 123 medarbejdere blevet opsagt. Arkivfoto: Jens Dresling
Erhverv

Danske Bank har tirsdag varslet fyring af 123 medarbejdere.

Det bekræfter banken i en skriftlig kommentar til Finans.

Fyringerne begrundes med bankens nye 2028-strategi.

»Vi tilpasser og udvikler hele tiden organisationen, og vores Forward ’28-strategi medfører blandt andet, at nogle områder kræver nye investeringer i bedre og mere digitale kundeoplevelser, imens der er andre steder i banken, hvor vi bliver færre medarbejdere,« oplyser Danske Bank og tilføjer:

»I dag er der internt annonceret en række tilpasninger i forskellige dele af organisationen, og det har desværre medført, at i alt 123 medarbejdere er blevet opsagt.«

Fyringsrunden sker under en uge efter, at Danske Bank kunne præsentere det største overskud i bankens 153-årige levetid.

Netop den timing vækker kritik hos de ansattes fagforening, Finansforbundet.

»Forandringer er en del af hverdagen som finansansat, men her er vi i en situation, hvor Danske Bank leverer et rekordoverskud og så fire dage senere reducerer voldsomt i de medarbejdere, der har skabt resultaterne. Det er virkelig svært at se både det rimelige og fornuftige i,« udtaler Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet, i en skriftlig kommentar.

Formanden for Finansforbundets faglige gruppe i Danske Bank, Kirsten Ebbe Brich, tilføjer, at de ansatte er uforstående over for, at der skal skæres 123 medarbejdere fra »en i forvejen presset medarbejdergruppe«.

Danske Bank oplyser, at de medarbejdere, som har fået et opsigelsesvarsel, vil tilbudt åbne stillinger andre steder i banken i det omfang, det er muligt. Resten vil få hjælp til at søge nyt arbejde uden for banken.

Artiklens emner
Fyringer
Banksektoren