Butikskæde lukker: Nu er der dato på ophørsudsalg
Priss Grænsehandel lukker og slukker trods »mange tiltag« for at vende underskud til overskud.
Hvis du holder af gode tilbud, kan du godt sætte et kryds i kalenderen.
Supermarkedskæden Priss, der har butikker i Harrislee, Pebersmark og Süderlügum syd for grænsen, lukker med udgangen af marts.
Det meddelte kæden tidligere på ugen.
Nu har virksomheden så sat dato på, hvornår dets ophørsudsalg begynder. Det sker fra fredag den 16. februar.
»Som udgangspunkt vil vi lukke forretningerne i løbet af marts måned, og vi vil derfor lave ophørsudsalg i løbet af februar og marts måned, så vores kunder har mulighed for at lave en sidste god handel hos os,« lyder det i en meddelelse.
Tidligere på ugen meddelte adm. direktør Carsten Christensen, at lukningen af de tre grænsesupermarkeder betyder, at alle medarbejdere er opsagt. Det samme gælder samarbejdet med kædens leverandører.
På trods af »mange tiltag for at vende mange års underskud til et overskud« mener ejerne ikke, at det er muligt at føre virksomheden videre på en ansvarlig måde »uden betydelige investeringer i øget markedsandele, IT, bygninger etc.,« lyder det i en meddelelse på Priss’ hjemmeside.
Grænsekæden har eksisteret i 10 år.



