Fortsæt til indhold

Fik milliardgevinst på livsværket: Nu må René Birch fyre et »stort antal« ansatte

Erhvervsmanden René Birch har lanceret flere fyringsrunder i sine selskaber. Heriblandt på "Danmarks nye store motorsportshold".

René Birch og familien tjente et milliardbeløb på at sælge livsværket Birch Ejendomme. Arkivfoto: Joachim Ladefoged
Erhverv

Det er et år siden, at René Birch i et regnskab afslørede milliardgevinsten fra salget af livsværket Birch Ejendomme.

Nu er virkeligheden dog en helt anden for erhvervsmanden fra Silkeborg.

Over for Finans bekræfter René Birch, at han har igangsat en »masseafskedigelsesproces« efter reglerne om kollektiv opsigelse i sine nye projekter GMB Ejendomme og GMB Motorsport.

Det kommer oven i en større fyringsrunde på GMB Produktion – et andet af René Birchs selskaber – som blev beskrevet tidligere på ugen af Midtjyllands Avis.

»GMB Ejendomme og GMB Motorsport påtænker at opsige et stort antal medarbejdere,« skriver René Birch i en mail til Finans.

Han har ikke svaret på spørgsmål om et mere nøjagtigt antal fyringer, og hvad der er årsagen til fyringsrunderne.

GMB Ejendomme fortæller på sin hjemmeside, at den fra foråret har planer om at producere 75 boliger om ugen, svarende til 3.000 boliger om året.

GMB Motorsport deltog i 2023 i det legendariske racerløb Le Mans og slår sig selv op på at være ”Danmarks nye store motorsportshold”.

GMB Motorsport har dog givet store tocifrede millionunderskud i sine første to regnskabsår.

Efter første regnskabsår skød René Birch 50 mio. kr. ind i GMB Motorsport, og ifølge seneste regnskab var han villig til at komme med flere penge.

Ifølge René Birch bruger han ressourcer og tid på motorsportsprojektet, hvor hans søn Gustav Birch kører. Men det er langt fra dér, hvor René Birch bruger det meste af sin energi.

Det gør han i stedet på husfabrikken GMB Produktion i Fårvang, hvor der arbejder 460 ansatte.

»Der laver vi jo huse med lav CO2-udledning, og som også er betalbare for almindelige mennesker,« skrev han i fjor til Finans.

På fabrikken i Fårvang produceres en form samlesæt til huse, så de bare skal sættes sammen ude i virkeligheden.

René Birch solgte i 2022 livsværket Birch Ejendomme til den britiske kapitalfond Aermont. For et beløb, som dengang blev holdt hemmeligt.

I januar 2023 kunne Finans fortælle, at René Birch endte med en gevinst på 1,2 mia. kr. fra handlen.

Birch Ejendomme har bygget tusindvis af boliger gennem årene og har i flere år sponseret de huse, som har været brugt i tv-programmet ”Nybyggerne” på TV 2.

Artiklens emner
Ejendomsbranchen
Birch Ejendomme