Fortsæt til indhold

Detailgiganten Jysk sætter fart i forsinket milliardbyggeri

Jysk med butikker i 48 lande ekspanderer med nye lagre og distribution rundt om i Europa for at holde fart i væksten.

Jysk-koncernen har over 3.350 butikker i 48 lande og logistikcentre rundt om i Europa. Foto: Jysk PR.
Erhverv

Den danske detailgigant Jysk, der ejes af Lars Larsen Group, skal vokse og åbne mange flere butikker. I det igangværende regnskabsår er målet at udvide med mindst yderligere 135, og dermed samme antal som i fjor.

Målsætningen er at vokse fra de nuværende ca. 3.300 til 5.000 butikker over en ikke fastsat årrække. Derfor skal der også investeres i lagre og logistik.

Det seneste år blev et logistikcenter for Jysk i Ungarn til op mod 1,5 mia. kr. taget i brug. Planer for lignende er lanceret i Spanien og Holland.

Faktisk har milliardinvesteringen i et nyt logistikcenter i Holland været på tegnebrættet i længere tid, men det blev stoppet under inflationskrisen og den russiske invasion i Ukraine. Nu ruller projektet igen.

Jysk har netop indgået kontrakter med leverandører, som skal levere automatikken og højlagrene til projektet i byen Lelystad i Holland. Dér har Jysk allerede et midlertidigt distributionscenter, men det skal nu erstattes af et nyt på 140.000 kvadratmeter.

»Vi satte byggeprocessen på pause i marts 2022, fordi priserne på råmaterialer og serviceydelser var steget som et resultat af usikkerhed i verden,« udtaler Jysks logistikdirektør, Ole Thomsen, i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

»Nu er vi glade for at være et skridt nærmere opstart af byggeprocessen, som kommer til at reducere køreafstanden til Jysk-butikkerne i Holland, Belgien, Storbritannien og Irland og dermed bringe os tættere på kunderne.«

Jysk forventer, at byggeriet kan begynde i løbet af 2024, og det nye distributionscenter med 250 arbejdspladser ventes at stå færdigt og klar i løbet af 2026.

I 2023 kom Tyrkiet til som salgsland nummer 48 for Jysk med de første butikker der, mens der den kommende tid åbnes flere i og omkring millionbyen Istanbul.

Det næste nye Jysk-marked bliver Marokko i 2025. Netop landet på det afrikanske kontinent skal markedet på forsyningssiden betjenes fra et nyt storlager, der opføres i Spanien. Dét lager skal desuden forsyne butikkerne i regionen, som også inkluderer Spanien og Portogal, hvor Jysk også agter at åbne flere butikker.

Artiklens emner
Detailbranchen
Lars Larsen Group