Fortsæt til indhold

For første gang i 30 år: Norsk hotelkonge åbner ny kæde

Indenfor de næste 10 år skal der åbnes 20 hoteller spredt rundt i alle nordiske lande, lyder ambitionen fra hotelejer Petter Stordalen.

Norske hotelkonge Petter Stordalen er klar med ny hotelkæde for første gang i 30 år. Foto: Gregers Tycho
Erhverv

Hotelmarkedet i Norden har overset potentiale, der skal opfyldes. Derfor slår den norske hotelkonge Petter Stordalen for første gang i 30 år dørene op for en ny hotelkæde.

Det oplyser hans hotelselskab Strawberry i en pressemeddelelse.

»Vi er utroligt spændte på åbningen af det første hotel næste år og tror, at vi præsenterer noget nyt til et segment, der er blevet glemt i lang tid,« udtaler Petter Stordalen.

Målgruppen er bilrejsende, sportshold og personer, som er på udkig efter midlertidig overnatningsmuligheder. Hotellerne vil være indrettet til både korte og længere ophold. Det første er allerede planlagt til at åbne i Falkenberg i Sverige, men indenfor de næste 10 år er det planen, at der skal være 20 hoteller spredt ud på strategiske placeringer i hele Norden.

Fælles for dem bliver, at de skal placeres udenfor bycentrum og tæt på en afkørsel til en af hovedfærdselsårerne i den nordiske region. Det skal efterleve den efterspørgsel, der er opstået efter mængden af turisme internt i de nordiske lande er steget siden 2019, lyder det fra hotelkoncernen.

»Med den nye hotelkæde forsøger vi at udfordre billedet af, at stop undervejs på rejsen er noget kedeligt, nødvendigt og trættende, og ser det i stedet som en mulighed for lade op til de spændende ting, der er i vente,« udtaler Petter Stordalen.

Lanceringen sker i samarbejde med boligselskabet Slättö og vil blive et supplement til de fire hotelkæder, som Strawberry i forvejen ejer og driver.

Ifølge Strawberry vil byggeriet af de nye hoteller især lægge vægt på bæredygtige løsninger. Det er bl.a. ambitionen, at de skal bygges i træ, og der skal indbygges vedvarende energiløsninger som f.eks. solceller.

Blandt Petter Stordalens store reportoire af hoteller er bl.a. luksushotellerne Admiral Hotel og Villa Copenhagen i København.

Artiklens emner
Petter Stordalen