Fortsæt til indhold

Mærsks fjender: »Nakkeskud … det er, hvad han fortjener«

De narkosmuglere, der misbruger Mærsks havne og ansatte, er voldsparate og ensomme.

Hvad Deldar Omars folk ikke vidste, var, at politiet overvågede dem, da containeren ankom til JJ Flytts lager uden for Gøteborg. Foto: Svensk politi.
Erhverv

Deldar Omar kan ikke sove. Den erfarne svenske narkosmugler sidder til langt ud på natten foran sin krypterede telefon og venter på at få at vide, om hans container med hash skjult i marmorplader fra Marokko er sluppet gennem kontrollen på Mærsks havn i Gøteborg.

Han har en dårlig mavefornemmelse denne gang, skriver han.

Med god grund, skal det vise sig: Han er aflyttet og dømmes i 2022 i en af Sveriges største narkosager. Svenskerne offentliggør næsten alt fra sine efterforskninger, og sagen mod Deldar Omar er derfor en mulighed for at komme helt tæt på de folk, der som afdækket af Finans infiltrerer Mærsk, fra Latinamerika til Aarhus, og misbruger rederiets havne og ansatte til at smugle narko.

Ifølge svensk politi har Deldar Omar optaget denne video på hotel Sankt Jörgen Park i Göteborg.
Video fra Deldar Omars hjem i Gøteborg – filmet af ham selv ifølge svensk politi.
Deldar Omars netværk som tegnet af svensk politi.

Om sine fjender og infiltratorer har Mærsk efter Finans’ afsløringer ikke fortalt meget andet, end at de er kyniske og ressourcestærke.

Så meget har Mærsk ret i, afslører Deldar Omars chatbeskeder, som svensk politi fik fat i, efter at deres hollandske og franske kolleger hackede sig ind i beskedtjenesterne Sky ECC og Encrochat, som var den organiserede kriminalitets foretrukne kommunikationsværktøjer.

Omars bande fjoller og kalder hinanden »bro« og »bram« – lige indtil containeren sidder fast i tolden. Så vender de sig mod hinanden.

»Aben. Svarer. Ikke,« skriver de den 16. november 2020 om en af deres egne. Da står det klart, at deres indsmugling af 1.200 kilo hash til APM Terminals på Skandiahavnen i Gøteborg – skjult i marmorplader fra Marokko om bord på ”Manila Maersk” – er slået fejl.

»Nakkeskud til ham, det er, hvad han fortjener,« skriver Deldar Omar kl 23.19.

Deldar Omar er fra Bergsjön, en fattig forstad ved Gøteborgs skærgård. Han arbejder på sin barndomsven Robin Johnssons lager JJ Flytt, hvor han sammen med Johnsson og Johnssons kone planlægger at videredistribuere hashen fra. King Kong kalder lagerchefen sig i chatten. »Svenne banan« kalder de andre ham, fordi han er en af netværkets eneste etniske svenskere. Omar selv har irakiske rødder.

En Mærsk-ansat er afhørt i sagen, men rederiet ser ud til at være uden skyld. Til gengæld har smuglerne, hævder Omar i beskederne, »en snut« – slang for en politimand – »på indersiden, som fortæller mig alt«.

Den svenske kriminaljournalist Diamant Salihu nævner sagen i sin bog ”När ingen lyssnar”, som udkommer på dansk på tirsdag den 5. marts. Det er ikke lykkedes Salihu at fastslå, om Omar vitterligt har infiltreret svensk politi. »Men netværk som hans er både meget voldsparate,« siger Salihu, »og entreprenante og i stand til at udveksle tjenester med lovlydige folk.«

At nogen på havnen giver dem informationer, fremgår da også af politiets forundersøgelse.

Den 13. november modtager Deldar Omar et foto inde fra APM Terminals af den første af sendingens tre containere med hash.

Konnossement fra Maersk Sealand: Marmor fra Marokko. Hashen er selvfølgelig ikke nævnt. Foto: Svensk politi.

Også fra lageret, hvor ”svenne banan” står klar til at modtage hashen, modtager Deldar Omar utallige fotos.

Det er tydeligt, at sådan en smugling kræver meget kontorarbejde. Der skal ordnes fragtsedler (»alle stoler på en fragtseddel«) og oprettes tomme mailkonti til at bestille transporten til lageret fra. Eller endnu bedre, foreslår Deldar Omar de andre nogle uger i forvejen, den 3. november 2020 – på sin 31-års fødselsdag: »Køb et billigt lortefirma … så er der mange øjne på os, der forsvinder.«

Alt, der kan se normalt ud, skal de få til at se normalt ud. De marmorplader, der ikke er gemt hash i, skal sælges videre til indkøbspris.

»Orka plugga«, »læg jer lidt i selen«, skriver Deldar Omar. Han virker i beskederne til at føle sig som ene forretningsmand blandt primitive bøller – som en anden Egon Olsen omgivet af lusede amatører. »Vi er ikke børn,« skriver han og hundser videre med sine folk.

De skal også huske at købe big bags til hashen, »dom stora«.

Kom så kom så.

Netværkets mand i Marokko har sørget for, at der er logoer på de 13.107 indtapede plader hash. Hvert logo refererer til en modtager med kodenavne som Special Police og Los Pollos Hermanos – den fiktive fastfoodkæde brugt som frontselskab i serien ”Breaking Bad”.

Det ligner et ensomt liv, smuglernes. De sidder og drikker foran hver deres krypterede telefoner, når det går godt.

»Arbejder du nu hahaha,« driller Deldar Omar Svenne banan en aften kl. 23.25.

»Selvfølgelig … Jeg har desværre ikke noget liv,« svarer barndomsvennen.

»Det er ikke min skyld,« skriver Omar.

Bandens bydel, Bergsjön, er »kold og grå beton«, skriver Faysa Idle – en digter med somalisk ophav, som er opvokset der og er søster til en kendt svensk bandeleder – i en anden aktuel bog, ”Ett ord för blod”.

Digteren Faysa Idle (f. 1998) er opvokset i Bergsjön i Gøteborg – og i Stockholmforstaden Tensta, hvor fotoet er fra. Hendes meget personlige bog om den svenske bandekrig udkommer den 16. april på dansk med titlen "Et ord for blod". Og den 15. maj kl 19 gæster hun Den Sorte Diamant i København. Foto: PR.
Foto fra politiets ransagning af Deldar Omars hjem.
Diamant Salihus nye bog fortæller de kriminelles historie gennem de millioner af krypterede beskeder, de sendte til hinanden på tjenester som Sky ECC i den tro, at ingen lyttede. Fransk og hollandsk politifolk brød krypteringen i 2019 og lyttede med i smug indtil 2021. En svensk kriminel var derefter med til at sælge en ny krypteret beskedtjeneste, Anom, til kriminelle – uden at vide, at den var en fælde lagt af FBI for at få endnu flere hemmeligheder at vide. Foto: PR.
40-årige Diamant Salihu er Sveriges mest markante kriminalreporter, født i Kosovo, opvokset i en lille by i Dalarna. Sit gennembrud fik han i 2021 med den velskrevne bog "Tills alla dör" om, hvordan bandekrigen begyndte som hævn mellem barndomsvenner i det udsatte stockholmske boligområde Järva. Foto: PR/ af Thron Ullberg.

Koldt og upersonligt er også Deldar Omars hjem i Bergsjön, som det er affotograferet under ransagningen. Madrester på sofabordet. En koran på reolen. Rudekuverter fra Skatteverket. Vakuumposer med 77.500 svenske kroner i kontanter. Et forfalsket tysk kørekort.

Man aner konturerne af et venneløst liv.

»Det er et ensomt liv,« bekræfter Salihu, som har mødt bandeledere på Deldar Omars niveau. »Der er ikke meget ægte glæde i deres liv. Hverken når en narkosending går igennem, eller når de bestiller et mord. Alt handler om penge og den næste investering. De er jagede af fjender og politi og alene. For nylig skrev en til mig, at han ville ønske, han kunne bytte sit liv for mit liv. Jeg fik ondt af ham.«

Andre, der har mødt de kriminelle, der kæmper om markedet for indsmugling af narko med containerskibe, kalder dem to-ansigtede.

Hovedpersonen i Salihus nyoversatte bog er Rawa Majid – kendt som »den kurdiske ræv« og som Sveriges forbryderkonge. Rævens papfar, Hasse, virker oprigtigt ude af stand til at tro på, at stedsønnen står bag de mange mord og smuglinger, han er anklaget for.

Han var altid så sød og rar, fortæller Hasse i bogen.

Salihu forstår ham egentlig godt:

»Folk som Rawa Majid og Deldar Omar er tit socialt intelligente. De er hensynsløst brutale i underverdenen, men charmerende ude i samfundet, hvor de forstår, at dét er vejen frem. De er manipulerende og veltalende. Til tider er de decideret likeable

»Så Mærsks fjende,« vurderer Salihu, »kan også være Mærsks egne ansatte. Hvis de har en svaghed, som kan udnyttes, så finder de her folk den og udnytter den.«

Majid bekræfter i Salihus bog, at han opholder sig i Tyrkiet, hvor kriminelle kan købe sig til statsborgerskab og undgå udlevering til Sverige. »Gangster’s paradise« har Salihu kaldt landet i en tv-reportage på SVT. Siden menes Majid ifølge Salihu at være rejst til Iran.

Tyrkiet er også, hvor Deldar Omar søger hen, da de svenske toldere har knust marmoren og fundet hashen. Han har indset, at løbet er kørt: »Mine venner har torsket i det,« skriver han den 16. november 2020. Han vil ud af Sverige – snapt. Først foreslår en af hans folk ham at gemme sig i Danmark. Men den 9. september 2021 bliver han stoppet ved den tyrkiske grænse med sin brors pas og sendt tilbage til Grækenland, som udleverer ham til Sverige. Under afhøringerne har han »inga kommentarer«, og året efter bliver han dømt skyldig.

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra Deldar Omar eller Mærsk.

Hvad Deldar Omars folk ikke vidste, var, at politiet overvågede dem, da containeren ankom til JJ Flytts lager uden for Gøteborg. Alle fotos: Svensk politi.

Nedenfor kan du høre graverjournalist Magnus Boding Hansen fortælle mere om, hvordan Mærsk er infiltreret af kriminelle narkosmuglere – også her i Danmark. Du kan lytte nedenfor eller via Apple ellerSpotify.

Artiklens emner
Shipping