Topchef for omdiskuteret kapitalfond går 2 milliarder ned i løn og udbytte på et år
Sammenligner man løn, honorar og udbytte i 2022 med 2023 har topchefen for kapitalfonden tjent ca. 2,5 mia. kr. mindre.
Samlet set nettede topchefen for kapitalfonden Blackstone sig 897 mio. dollar, svarende til 6,18 mia. kr., i løn, honorarer og udbytte i 2023. Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.
Stephen Schwartzman, der har titel af både medstifter, bestyrelsesformand og adm. direktør i virksomheden, er dermed gået markant ned i løn.
I 2022 lød den samlede kompensation og udbytte på 1,27 mia. dollar, svarende til 8,75 mia. kr.
Schwartzman, der var med til at stifte virksomheden i 1985, ejer stadig 20 pct. af Blackstone, skriver det norske medie.
Den amerikanske kapitalfond har hovedkontor i New York og er en kæmpe spiller på finansmarkederne.
Blackstone er børsnoteret i New York og over 150 mia. dollar værd.
Fonden har været stærkt kritiseret i Danmark, og er i flere medier – herunder Politiken og DR – beskrevet som en virksomhed, der har opkøbt beboelsesejendomme, presset de hidtidige lejere ud, renoveret køkkener og badeværelser og sat huslejerne op til det dobbelte, inden ejendommenes lejligheder er lejet ud til nye beboere.
Efter kritikken skiftede den amerikanske kapitalfonds danske administrationsselskab navn fra 360 North til Kereby.
Stephen Schwartzman er på Forbes liste over de 100 rigeste i verden.



