Fortsæt til indhold

To gange Løvens Hule-deltager må lukke

Ladybox, der ville sælge skønhedsprodukter på abonnement, lukker ned. Jesper Buch spåede, at de ville gå konkurs, selvom han senere valgte at investere.

Camilla Paulsen (th) har stiftet Ladybox sammen med Camilla Bilgrav (tv) i 2018 og fik i 2023 Jesper Buch med som investor. Foto: Sanga Lingam
Erhverv

Helt ret fik Jesper Buch ikke, da han i DR-programmet Løvens Hule i 2019 spåede, at iværksætterfirmaet Ladybox ville gå konkurs inden to år. Der skulle ende med at gå et halvt årti, inden virksomheden måtte lukke.

»Vi er meget stolte af vores rejse, selvom vi nu ser henimod enden,« skriver medstifter Camilla Paulsen på LinkedIn.

Ladybox har ellers haft kendte investorer som Jesper Buch, Jacob Risgaard og Medina inde over erhvervseventyret. Sammen har de prøvet at sælge skønhedsprodukter på abonnement til kvinder.

Selvom de i 2019 måtte forlade Løvens Hule med de hårde ord fra Jesper Buch og ingen investeringer fra ’løverne’, så deltog de igen i programmet fire år senere. Her lød der andre toner fra investorerne.

De endte med en investering på 300.000 kr. fra både Jesper Buch og Jacob Risgaard. Men de penge har dog ikke været nok til at holde virksomheden kørende.

I det seneste regnskab i 2022 fik virksomheden en påtegning om, at driften var afhængig af, at de opretholdt deres likviditet. Det var ledelsens forventning, at det var tilstrækkeligt med de 600.000 kr. fra Jesper Buch og Jacob Risgaard.

Det er kun gået nedad med de finansielle resultater, der aldrig har været i plus, siden virksomheden startede i 2018. I 2022 havde Ladybox over 1,3 mio. kr. i underskud.

Camilla Paulsen skriver selv, at coronapandemien og krigen mellem Ukraine og Rusland har haft store konsekvenser for deres virksomhed. Det har virksomheden ikke haft ressourcerne til at håndtere.

Udover de 600.000 kr. fra Jesper Buch og Jacob Risgaard, så fik Ladybox en investering på 250.000 kr. lige efter deres første deltagelse i Løvens Hule. Derudover rejste virksomheden 750.000 kr. i 2021 og efterfølgende 1 mio. kr. i 2022.

Medina ejer 9 pct. af virksomheden, der nu må lukke. Hun har været brand-ambassadør siden sommeren 2022 for skønhedsproduktfirmaet.

Virksomheden har haft ophørsudsalg i denne uge og sendt den sidste Ladybox på markedet.

Camilla Paulsen er ikke vendt tilbage på Finans’ henvendelser. Det har dermed ikke været muligt at få uddybet, om der er tale om lukning pga. af konkurs eller en frivillig likvidation.

Artiklens emner
Løvens Hule
Camilla Paulsen