About Vintage-direktør: »Det er så nemt at sige ja, når det går godt«
Urmærket About Vintage har måtte skære ned på antallet af medarbejdere og sælge det ellers succesfulde Oliver Green fra for at få styr på forretningen igen.
»Jeg er typen, der kan tage folk ind for at fyre dem, og så går de fra samtalen med en lønforhøjelse. Man kan have svært ved at sige farvel, ikke?«
Sådan beskriver Thomas Andersen, medstifter og ejer af det succesfulde urmærke About Vintage, bedst sig selv.
Han hader at sige farvel.
Trods det har han måtte sige netop det til over halvdelen af sine medarbejdere i løbet af det seneste år. Og har også netop solgt sin ellers håbefulde satsning Oliver Green videre.
»De sidste fem-ti år er det gået rigtig godt særligt i e-commerce-branchen. Det har været nemt at tage de sjove beslutninger. Øge markedsføringsbudgettet, øge ens organisation - at sige ja, til en hel masse ting,« fortæller han og fortsætter:
»Det er jo sjovt, og det er også nemmere, når alle er glade. Men lige pludselig står man måske i en situation, hvor verden ser lidt anderledes ud, og så skal man også tage den svære beslutning.«
I slutningen af 2023 offentliggjorde About Vintage sit regnskab for det forrige regnskabsår. Og her blev det tydeligt, at branchen ikke længere red på den succesbølge, den hidtil havde gjort.
Urfirmaet måtte se sit første underskud nogensinde i øjnene. Og så tilmed på lidt over 4,2 mio. kr.
Det betød, at man måtte ændre lidt i tingene. Der skulle spares lidt her og der, og måske skulle der fokuseres lidt mere på kerneforretningen frem for alle de sjove sidespring, som holdet bag tidligere havde gjort sig.
Foruden diverse samarbejder med f.eks. fodboldklubben AC Milan, så slog About Vintage sig også i 2021 sammen med den danske skuespiller Alex Høgh Andersen og skabte urmærket Oliver Green.
Et mærke som i øvrigt allerede i løbet af den første måned omsatte for 2 mio. kr.
»Det var en vanvittig start. Alle ville være en del af både Oliver Green og About Vintage. Og det var det, vi fandt ud af. Når alle er en del af begge dele, så er der ikke nogen, der er en del af noget. Det handler om fokus. Det skal ikke have hele skylden, men når du stiller mig spørgsmålet om, hvorfor vi måtte sælge Oliver Green, så er svaret fokus. Vi blev nødt til at give alt vores fokus til About Vintage,« forklarer Thomas Andersen.
Og det har øjensynligt betalt sig.
Allerede nu kan Thomas Andersen nemlig stolt løfte sløret for, at man hos About Vintage har fået vendt millionunderskuddet til et overskud.
Forventningen er, at det kommer til at gå fremad herfra. Men Thomas Andersens vigtigste læring vil alligevel fremadrettet ligge i baghovedet:
»Det er så nemt at sige ja i medgangsperioder. Det er altid fedt at ansætte. Det er altid fedt at bruge flere penge. Det er eddermame svært at sige nej. Og der går desværre som regel alt for lang tid, før man erkender det,« afslutter han.


