Fortsæt til indhold

Pas på ekstraregning for firmabilen: »Der skal ingenting til«

To nye sager om firmabilbeskatning viser, hvor nemt man kan ende med en ekstraregning for firmabilen, hvis man ikke kan dokumentere, at den ikke bruges privat.

Ekstraregningen bliver større, jo dyrere bilen er. Arkivfoto: PR
Erhverv

Hestehandleren og splitleasingsagen.

To nye eksempler på, hvordan en firmabilsordning kan ende i store ekstraregninger, hvis man ikke har helt styr på skattereglerne om privat brug af firmabiler.

Reglerne på området er så komplicerede, at firmabilsejere nemt og ofte kommer til at ende med en ekstraskat, fortæller rådgivning- og revisionsvirksomheden BDO.

En direktør handlede med dyre konkurrencespringheste og havde derfor brug for en bil til at køre omkring 200.000 km om året. Han kørte på hvide plader i biler, som selskabet havde leaset. Ifølge ham selv blev bilen udelukkende brugt til erhvervsbrug, og han havde da også underskrevet en fraskrivelseserklæring om, at han ikke anvendte bilerne til privat brug. Det troede han var tilstrækkeligt.

Men da hestehandleren drev virksomhed fra samme adresse, som han boede på, stod de leasede firmabiler altid parkeret foran hans hoveddør. Skat blev derfor opmærksom, og da direktøren ikke kunne dokumentere, at bilerne ikke blev brugt til privat kørsel, så blev der opkrævet skat på omkring 473.200 kr. for bilerne, der samlet havde en værdi af 845.000 kr. Oven i det kom udgifter til renter og sagsomkostninger. Alt sammen kunne være undgået, hvis direktøren havde styr på lovgivningen og ført kørselsdagbog.

Sagen er langtfra den eneste.

»Firmabiler giver ustandseligt anledning til skattesager. Det er en kombination af, at skattereglerne er komplicerede, biler er et vigtigt redskab i virksomhederne, og at skattestyrelsen har et stort fokus på området,« siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent hos BDO.

Han fortæller, at der månedligt er sager, der minder om hestehandlerens.

»Der mangler i nogle situationer respekt for reglerne. Nogle undervurderer risikoen for skattekontrol eller tror, at det ikke behøver at være så nøjagtigt, men det gør det,« siger chefkonsulenten.

En anden sag, hvor en virksomhed og en medarbejder leasede den samme bil på to kontrakter, så de kunne betale hver sin del af ordningen, endte med en ekstraskat på 2 mio. kr., fordi man ikke havde ført udførlig kørselsdagbog.

Firmabil til privat brug bliver beskattet ud fra bilens værdi plus et miljøtillæg. Hvor meget man kører privat i bilen, er underordnet. Du skal således betale det samme i skat, om du kører 100 km eller 200.000 km, så længe du ikke kan bevise, at bilen ikke er brugt privat.

Når skattemyndighederne kræver beskatning, bliver det ofte en stor regning, fordi de kan kræve skat seks år tilbage.

»Der skal ingenting til, for at de løber over 100.000 kr.,« siger Henning Boye Hansen og fortsætter:

»Hvis sagerne blev taget i opløbet, så ville de ikke nå den her udvikling. Men vi ser rigtig mange sager, hvor skattemyndighederne går så langt tilbage, som de overhovedet kan. Hvis det er en dyr bil, så bliver det kolossale regninger.«

Det er oftest skattemyndighederne, der vinder disse sager om, hvorvidt der skal betales skat af en firmabil brugt til privat brug.

Artiklens emner
Firmabil
BDO