Alef Aeronautics flyvende bil har fået tusindvis af forudbestillinger
Den flyvende bil er ikke helt klar til at lette, men Alef Aeronautics har allerede modtaget massevis af forudbestillinger på deres milliondyre bil.
En vertikalt lettende og flyvende bil er, hvad den SpaceX støttet virksomhed Alef Aeronautics har planer om snart at sende i produktion. Firmaet forventer, at den flyvende bil, Alef Model A, vil koste lidt over 2 mio. kr.
Det er der 2.850 mennesker, der har skrevet sig på ventelisten til.
Det skriver CNBC.
»Til og med i dag har vi modtaget lidt over 2.850 forudbestillinger med betalt depositum, hvilket gør det til det bedst sælgende fly i historien, mere end Boing, Airbus, Joby Aviation og de fleste andre eVTOLs virksomheder kombineret,« siger Jim Dukhovny, der er adm. direktør i Alef til CNBC.
Betegnelsen eVTOL dækker over electric vertical takeoff and landing vehicles - hvilket vil sige en elektrisk bil der kan lette vertikalt op i luften, fra hvor den står parkeret.
I modsætning til andre konkurrenter på markedet, så har Alefs fokus også været på en flyvende bil, der ikke har vinger, og derfor ligner en normal bil.
Bilen er tiltænkt til at skulle kunne køre som en normal bil på vejen med en topfart på mellem 40 og 56 km/t, men også flyve i himmelen, hvor den så kan ramme en topfart på 177 km/t.
Den flyvende del fungerer ved hjælp af otte propeller, der kan styres individuelt, hvilket kan få bilen til at flyve i forskellige retninger ligesom en helikopter.
De ivrige kunder, der har skrevet sig på venteliste, har betalt et depositum på lidt over 1000 kr., som de dog til en hver tid kan få tilbage.
Den samlede værdi, hvis alle af de 2.850 på ventelisten fik en bil, ville være lidt over 5,5 mia. kr.
Alef Aeronautics forventer at gå i produktion med den første bil i 2025. Der er således ikke alle på ventelisten, der skal forvente en bil lige med det samme, da firmaet forventer en langsom produktion og udrulning af den flyvende bil.


