Bill Gates-startup finder skjult kobberskat
Startuppen KoBold Metals, der bl.a. er finansieret af Bill Gates og Jeff Bezos, har fundet en større forekomst af kobber ved hjælp af kunstig intelligens.
En startup finansieret af bl.a. Bill Gates og Jeff Bezos har muligvis svaret på en af den grønne omstillings problematikker.
En af flaskehalsene i den grønne omstilling er adgangen til ædelmetaller, som skal bruges i et hidtil uhørt omfang, hvis verden skal vænnes af fossil energi.
Verden har især brug for mere kobber til elledninger, samt kobolt, nikkel og litium til batterier. For at finde frem til nye forekomster af disse metaller har startuppen Kobold Metals ved hjælp af kunstig intelligens udfærdiget, hvad selskabet kalder for »skattekort«.
»Selskabets formål er at opdage, finde og udvikle mineralressourcer, som vi har brug for til den grønne omstilling,« sagde topchef for selskabet, Josh Goldman, forleden i en videokonference ifølge CNBC.
Selskabet har tiltrukket en prominent række af investorer såsom milliardærerne Bill Gates og Jeff Bezos, mens også etablerede spillere i energi- og minesektoren såsom Equinor, det tidligere Statoil, og minegiganten BHP, har skudt penge i startuppen, der så sent som februar fandt sin første store skjule skat ved hjælp af kunstig intelligens.
Her fandt Kobold Metals nemlig en stor forekomst af kobber i Mingomba i Zambia. Det er i sig selv ikke usædvanligt. Zambia er verdens næststørste producent af kobber, og der løber et bælte af kobberforekomster tværs gennem Centralafrika.
Det usædvanlige er renheden i forekomsten, siger Josh Goldman. Kobbermalmen fra Mingomba har nemlig en renhed på fem pct., hvilket er næsten ti gange højere end normalen, siger topchefen.
»Det betyder, at du skal udvinde markant mindre sten for at få den samme mængde kobber,« siger Josh Goldman ifølge CNBC.



