Fortsæt til indhold

Måltidskasse styrtdykker på børsen efter stor skuffelse

Den populære måltidskassen HelloFresh fortsætter sin deroute på børsen efter forventningerne til 2024 endnu en gang skuffer investorer.

måltidskasser - hellofresh
Erhverv

Det er blevet tid til tømmermænd for måltidskasserne, der især under coronapandemien havde gyldne tider.

Fredag havde tyske HelloFresh eksempelvis en rædselsdag på børsen, da de meldte værre tal for 2024 ud end ventet. Aktien faldt hele 42 pct. ved åbning fredag morgen, skriver CNBC.

Flere storbanker såsom Deutsche Bank og UBS havde ifølge mediet allerede advaret om, at HelloFresh’ forventninger til 2024 kunne blive grum læsning, og de tog ikke fejl. HelloFresh har bl.a. annulleret sine forventninger til 2025 pga. »meget vanskelige forretningsforhold«, mens EBITDA for 2023 sandsynligvis kommer til at ligge på på omkring 448 mio. euro, hvilket er mindre end 2022’s EBITDA på 477 mio. euro.

Situationen bliver blot værre i 2024, hvor HelloFresh forventer et EBITDA i spændet 350-400 mio. euro.

Det er især det amerikanske marked, som giver HelloFresh hovedbrud. Her er bl.a. forsinkelser i opbygningen af kapacitet på selskabets lokationer i Arizona og Illinois, samt kapacitetsbegrænsninger som følge af vedligeholdelsesarbejde blevet fremhævet som årsager til problemer.

HelloFresh havde stor medvind under coronapandemien, hvor aktien femdoblede i værdi, men siden er den værdi forduftet. I dag er aktien knap 7 euro værd mod 95 euro i december 2021.

Den tyske måltidskasse er ikke alene. Også danske Aarstiderne har haft det svært efter pandemien, hvor både 2021 og 2022 bød på underskud. Medstifter Søren Ejlersen har dog udtalt til FødevareWatch, at der trods trods svære tider er udsigt til bedring.

»Markedet har selvfølgelig været påvirket af krig og inflation det seneste års tid, men Aarstidernes natur er at handle på kriserne og få noget positivt ud af det,« sagde han til branchemediet.

Hello Fresh og Aarstiderne er de største spillere på det danske marked, ifølge en undersølge foretaget af Wilke i slutningen af 2022 sad de hver især på en tredjedel af markedet, men det udfordrede marked har kostet en række mindre spillere og satsninger livet.

Eksempelvis lukkede Kokkenes Hverdagsmad i begyndelsen af 2023. Det samme gjorde den plantebaserede måltidskasse Simple Feast, der ganske dramatisk gik konkurs og efterlod en trecifret milliongæld.

Artiklens emner
UBS
HelloFresh