Verdens største olieproducent hæver mål efter milliardresultat
Den saudiske oliegigant Aramco har præsenteret sin næststørste indtjening nogensinde. Planen er nu at øge produktionen.
Mens der på tværs af kloden tales om, hvordan man kan reducere brugen af fossile brændstoffer, har verdens største olieproducent, Saudi Aramco helt andre planer.
Selskabet har nemlig hævet sit mål om at øge sin gasproduktion. Nu vil Saudi Aramco øge gasproduktionen med 60 pct. sammenlignet med produktionsniveauet i 2021 frem mod 2030.
Det slår den saudiske oliegigants koncernchef, Amin Nasser, fast i en presseudmelding, efter Aramco har præsenteret sin næststørste indtjening nogensinde.
Saudi Aramco kom ud af 2023 med en bundlinje på 121 mia. dollars. Det svarer til knap 827 mia. danske kroner – omtrent 30 pct. af Danmarks BNP til sammenligning.
Selv om resultatet er enormt, er det alligevel en nedgang på cirka 25 pct. i forhold til Saudi Aramcos 2022-resultat, skriver det amerikanske medie CNBC.
»År-til-år faldet kan tilskrives lavere råoliepriser og solgte mængder,« lyder det blandt andet fra olieselskabet.
»Det var et år, hvor den globale olieefterspørgsel nåede rekordniveauer på trods af geopolitisk volatilitet, økonomisk modvind og inflationspres,« siger Amin Nasser ifølge CNBC.
Mediet skriver desuden, at koncernchefen forventer et »sundt« oliemarked med vækst for resten af 2024.
Ifølge det norske erhvervsmedie, Dagens Næringsliv, vil Saudi Aramco udbetale et udbytte på 31 milliarder dollars for fjerde kvartal af sidste år. Det betyder, at det samlede udbytte for 2023 ender på knap 98 milliarder dollars – en stigning på 30 pct. fra 2022.



